Bagsiden af medaljen - VM's største skurke

VM er den største sportsbegivenhed i verden og overgår selv OL. Det er her, hvor drømme vækkes til live, og hvor stjerner fødes. Og af og til er det her, de største skandaler finder sted, når VM´s største skurke ruller sig ud. Vi har samlet nogle af de værste svinestreger fra VM, de ondeste opgør og de største skandaler.

Når spillerne ser rødt

1994 – Leonardos løftede albue

Brasilianske Leonardo Araújo er kendt som en lille elegantier, der i årevis tryllede på venstrekanten i blandt andet PSG og AC Milan. Men ved VM i 1994 var det ikke just hans evner med fødderne, han vil blive husket for. Kort før pausefløjtet i ottendedelsfinalen mod USA blev Leonardo så frustreret af at blive lukket ned af USA’s Tab Ramos, at han svingede sin albue ind i Ramos’ ansigt.

Ramos blev båret fra banen, fik konstateret kraniebrud og tilbragte efterfølgende tre måneder på hospitalet. Leonardo? Han fik fire spilledages karantæne og måtte se på fra tribunen, da hans holdkammerater løftede VM-trofæet.

 

1990 – Da Massing fik Caniggia ned

Cameroun er det eneste land, der i gennemsnit har fået mere end ét rødt kort per VM-turnering, de har deltaget i. Syv slutrunder er det blevet til, og i disse har de fået 8 røde kort. I 1990 tog de, anført af 38-årige (!) Roger Milla, verden med storm ved VM i Italien. I gruppespillet skulle de op mod mægtige Argentina i den første kamp. Stik mod alle forudsigelser bragte Cameroun sig foran kort efter at være blevet reduceret til 10 mand.

Med et minut tilbage tog Argentinas Claudio Caniggia et 60 meter langt sprint mod camerounernes mål. Først forsøgte én camerouner at nedlægge Caniggia med en glidende uden held. Så én til. Men Caniggia holdt farten og fortsatte sit raid.

Tredje gang blev lykkens gang for Cameroun. Benjamin Massing kastede sig hovedkulds ind i Caniggia, der kom stormende med 100 i timen, og pløjede den lille angriber ned. Sammenstødet var så kraftigt, at Massings støvle fløj langt pokker i vold, og med blot én støvle på var det svært at overbevise dommeren om ikke at blive sendt tidligt i bad. Cameroun sluttede med 9 mand, men de vandt kampen og senere gruppen.

 

2006 – Når to gange gult ikke giver rødt

Vi har alle prøvet det. Torsdagsbaren sluttede lidt for sent, og vækkeuret ringer alt for tidligt. En hæslig dag på jobbet venter. Om det var blevet sent for Graham Poll aftenen inden, han skulle dømme den afgørende kamp i gruppe F mellem Australien mod Kroatien ved VM i 2006, skal vi ikke kunne sige.

Men han havde i hvert fald en vaskeægte lortedag på kontoret, da det lykkedes ham at give Josip Šimunić ikke to, men tre gule kort, før kroaten blev sendt i bad. Kampen endte 2-2, og det var nok for Australien til at gå videre. Alligevel slap Poll ikke fra sin blunder. Han var på forhånd en af favoritterne til at dømme VM-finalen. I stedet blev han sendt tidligt hjem.

 

1982 – Bobleren: Det røde kort der aldrig blev dømt

I 1982 støder Frankrig og Vesttyskland sammen i den spanske by Sevilla. Det er VM-semifinalen, og Platini har i midten af første halvleg udlignet en tidlig tysk føring. Ved 2. halvlegs begyndelse er stillingen derfor 1-1. Hos franskmændene er forsvareren Patrick Battiston kommet på banen, og efter en times spil smider Platini en sukkerbold i dybden, og Battiston sætter i løb.

Det tyske forsvar er med ét flænset, og ingen kan følge med Battiston, der fra kanten af straffesparksfeltet får afsluttet. I første omgang holder alle vejret, mens kameraer og verdens øjne følger bolden hoppe snert forbi mål. Derefter vender kameraerne igen mod Battiston, der ligger livløs på plænen. Og tv-billederne fælder en klar dom over den tyske målmand Harald Schumacher.

Mens Battiston er sprintet fra forsvaret, beslutter den tyske keeper sig for at storme ud i Battiston, som han med fuld kraft og fart rammer i ansigtet med underkroppen. Billederne viser, at Schumachers aktion er mere end et hændeligt uheld, da han i sidste øjeblik drejer bækkenet for at opnå maksimal kraft inden sammenstødet.
Battiston ligger livløs på plænen i adskillige minutter, før han bevidstløs bæres fra banen.

Da han senere vågner, er det med to færre tænder, tre brækkede ribben, en beskadiget ryghvirvel og en overgang tilbragt i koma. Schumacher, derimod, forbliver på banen uden så meget som en reprimande fra den hollandske dommer.

Kampen ender 3-3, og Schumacher redder i straffesparkskonkurrencen det sidste franske spark, der sender Vesttyskland i finalen. En fransk avis lavede efterfølgende en rundspørge om, hvem franskmændene hadede mest. Schumacher kom på førstepladsen, Adolf Hitler måtte nøjes med andenpladsen.

 

De mest brutale kampe

2006 – Da Holland og Portugal gik kortamok

Den 25. juni 2006 går 22 portugisiske og hollandske spillere på banen i ottendelsfinalen ved VM i Tyskland. Godt to timer senere forlader 18 spillere banen i hvad der bliver den mest kortspækkede kamp nogensinde.

Med 21 frispark i alt skiller kampen statistisk set sig ikke væsentligt ud fra så mange andre. Til gengæld leveres hver eneste tackling med samme styrke og raseri som Mike Tyson i ringen.

Efter 8 minutter er to hollandske spillere allerede noteret i dommerens sorte bog, og i første halvlegs overtid ryger Portugals Costinha ud. 10 portugisere skal dermed forsvare deres 1-0 føring i 45 minutter, der viser sig at blive enormt ondsindede.

Efter 63 minutter kommer der balance i regnskabet. Stillingen er stadig 1-0, mens den tidligere Brøndby-spiller Khalid Boulahrouz ryger ud for Holland. Fra det 73.-78. minut koger det helt over og begge får mandskaber yderligere to gule kort, inden Portugals Deco må slutte sig til Costinha i den portugisiske skammekrog. 9 mod 10 fortsætter infighten til overtiden, hvor også Giovanni van Bronckhorst modtager sit andet gule.

Status? En kamp der nåede op på et kort præcis hvert sjette minut. Eller som ESPN skrev i kampreferatet “FULL-TIME: THE single-most ridiculous second-half of football I have ever had the privilege to witness. Four red cards and 16 yellows.”

Og nå ja, Portugal vandt 1-0.

 

Slaget om Santiago – Italien og Chile 1962

Selvom Portugal og Holland formentlig gav dommeren slidgigt i håndleddet, er det alligevel intet imod, hvad Chile og Italien udsatte hinanden for, da de mødtes ved VM i 1962. Faktisk var kampen så gennemført modbydelig, at kampens dommer, britiske Ken Aston, sidenhen opfandt det gule og røde kort. De to lande havde aldrig tidligere mødtes, men takket være tabloid-journalister var optakten alligevel allerede ildevarslende.

Et par italienske journalister havde skrevet en artikel om Chile, der beskrev landet som et tilbagestående hul, hvis indbyggere var fejlernærede, analfabetiske alkoholikere.
Ikke overraskende faldt det ikke i god jord hos chilenske aviser, som returnerede med artikler om de fascistoide, stofmisbrugende og korrupte italienere. Og så var der lagt op til kamp med masser af had og meget lidt fodbold.

12 sekunder efter startfløjtet bliver det første frispark begået. Efter fem minutter er en chilensk spiller blev slået og en anden sparket ned i en kamp, hvor begge hold virker mere opsatte på at skade end at score. I det 12. minut bliver Italiens Giorgio Ferrini udvist efter et groft frispark på Chiles Honorino Landa, men han nægter at forlade banen, og må slæbes derfra af politifolk.

Landa selv slår kort tid efter en italiensk spiller i ansigtet. Hans holdkammerat Leonel Sánchez gør ham kunsten efter, da han planter et solidt venstre hook i ansigtet på en italiensk spiller, der brækker næsen og går ud som et lys. Ingen af dem udvises, men Sanchéz slipper ikke helt uden straf. Kort tid efter lander Italiens Mario David et spark i hovedhøjde på Sanchéz, som har ryggen til.  Med knopperne forrest rammer italieneren Sánchez med fuld smadder i baghovedet og får marchordre.

9 mod 11 ender Italien med at tabe kampen, hvor politiet tre gange må skride ind, med 0-2. Resultatet var de færreste dog interesserede i, hvilken en rasende BBC-vært demonstrerede, da han i nyhederne præsenterede kampen således:

Godaften. Kampen, De skal til at se, er en af de mest stupide, rystende, væmmelige og vanærende kampe i spillets historie. Det var en katastrofe for VM, og hvis VM skal overleve som koncept, må noget gøres overfor hold, der spiller sådan.

Men det er ikke altid det andet hold, spillerne kæmper mod. Nogle hold formår at komme op at slås helt uden en modstander.

2010 – Vive la implosion

Frankrig tog til VM i Sydafrika med spillere som Hugo Lloris, Patrice Evra, Franck Ribery, Thierry Henry, og, nå ja, Nicolas Anelka. Franskmændene havde skrabet sig igennem kvalifikationen og kun slået Irland ud på et mål af Thierry Henry, der blev scoret med hånden og til de flestes forbløffelse ikke blev annulleret. Alligevel var der høje forventninger til franskmændene, som dog hurtigt skulle vise sig ikke at holde stik.

Efter en uafgjort i den første kamp mod Uruguay opstår et skænderi mellem Nicolas Anelka og træner Raymond Domenech, der ifølge Anelka er en “søn af en hore”. Det falder ikke i god jord hos Domenech, og Anelka sendes hjem i et forsøg på at dæmpe gemytterne.

Det har dog den modsatte effekt, og dagen efter viser videooptagelser fra den franske træning Patrice Evra i et heftigt skænderi med fitnesstræner Robert Duverne.

De franske spillere går derefter i sympatistrejke på Anelkas vegne, og kaosset er fuldendt.

Hele verden følger galehuset, så den franske præsident Nicolas Sarkozy sender sin sportsminister ned til træningslejren. Efter en følelsesladet opsang til spillerne beslutter de sig for at ophæve strejken, mens Evra bænkes i den sidste kamp mod Sydafrika.

Kampen skal vindes, men Frankrig indkasserer et ydmygende nederlag på 2-1 i en kamp, de aldrig er tæt på at vinde. Ydmygelsen bliver komplet, da Domenech efter kampen nægter at give hånd til den sydafrikanske træner.

Frankrig røg ud efter 1 uafgjort og 2 nederlag, og irerne fejrede formentlig deres exit som St. Patricks Day.

Relaterede artikler