De nye britiske trænere - bliver de et hit eller flop?

Steven Gerrard og Frank Lampard. For de fleste fans af engelsk fodbold er de to af de største navne i Premier League efter årtusindeskiftet. Nu er de fulgt i hælene på Ryan Giggs og Gareth Southgate som seneste kuld af britiske spillere, der tager faklen op som de nye britiske trænere. Ender de nye britiske trænere som den nye Guardiola eller Maradona?

Lampard er en af de spændende nye britiske trænere

Vi skal vænne os til at se Frank Lampard i jakkesæt og ikke i den blå trøje. Spørgsmålet er, hvor længe trænergerningen holder? Creative Commons – cfcunofficial på flickr.com

Steven Gerrard, Glasgow Rangers

I 2016, efter 17 år på højeste plan i Liverpool og et enkelt i den amerikanske MSL, forlod Steven Gerrard fodboldbanen efter mere end 500 klubkampe og 114 landskampe for England.

Der gik ikke lang tid, inden han satte sig på trænerbænken, da han var en del af Liverpools U19-hold, som han førte til kvartfinalen i Champions League for U19-spillere, Youth Cup.

I sommeren 2018 skrev Gerrard så under med Glasgow Rangers. Den tidligere topklub rykkede efter konkurs og tvangsnedrykning atter op i den bedste skotske række i 16/17-sæsonen, hvor det siden da er blevet til to tredjepladser.

Nu er det så op til Steven Gerrard at skubbe Rangers det sidste stykke op i tabellen, så de for første gang i årevis igen kan agere seriøs udfordrer til ærkerivalerne fra Celtic.

Opmuntrende start

Gerrard er kommet anstændigt fra land. Ved efterårspausen 2018 hed formen i den skotske Premier League 4-2-2 og med en målscore på 18-8, næstbedst i rækken. Det har ganske vist kun rakt til en aktuel sjetteplads, men med blot 3 point op til andenpladsen og 5 op til førstepladsen er det små marginaler, der gør, at man ikke ligger højere i tabellen.

På minussiden gjorde Gerrards første derbynederlag på 0-2 hjemme mod Celtic ondt i den blå selvforståelse, mens der omvendt var stor optimisme efter udebanesejren på 3-1 over ligaens førerhold Hearts.

Mest grund til optimisme må det europæiske eventyr dog have skabt. Her sled man sig forbi Skhupi, Osijek, Maribor og Ufa i kvalifikationen med 4 sejre og fire uafgjorte og endte i gruppe med Rapid Wien, Villarreal og Spartak Moskva. Det har hidtil kastet en uafgjort ude mod Villarreal og en hjemmesejr over Rapid Wien af sig, og chancerne for avancement fra den ellers svære gruppe ser fornuftige ud.

Hvad er hans styrker og stil?

Steven Gerrard har én fordel, som er unik, i form af en samarbejdsaftale med Liverpool, der giver Rangers fordelagtige leje- og købsoptioner hos Liverpools overskudsspillere og unge talenter.

I sin tid som spiller nåede Gerrard at spille under så forskellige trænere som pragmatikerne Benitez, Sven Göran Eriksson og Capello over hard-men som Houllier til den angrebsivrige Brendan Rodgers, som nu i øvrigt er hos ærkerivalerne fra Celtic.

På banen har vi haft +20 kampe til at vurdere hans spillestil. Så lad os se, hvad vi ved om hans tilgang til trænerposten. Ved præsentationen sagde Gerrard, at han ville se et hold fuld af passion, som var villig til at dø med støvlerne på og som underholdte men altid havde resultatet som førsteprioritet.

For de kritisk indstillede må det have vakt kuldegysninger, for det lyder immervæk som de klassiske britiske dyder inspireret af Houllier med et glimt af det resultatfodbold, som Sven Göran Eriksson og Capello kedede de engelske fans halvt til døde med.

Heldigvis har virkeligheden været en anden. Rangers var det mest scorende hold i Premier League sidste sæson, men havde til gengæld et forsvar, der var hullet som en si med en 76-50 målscore efter 38 kampe.

Det er tidligt at konkludere, men med en 18-8 målscore efter 8 kampe har Gerrard umiddelbart været i stand til at bevare den offensive udtryk med 2 mål eller derover i snit per kamp, men der er blevet lukket lidt bedre af bagtil.

Taktisk lader han til at foretrække en 4-2-3-1 med kanter, der trækker ind i banen, omend han også har spillet med to rendyrkede angribere til tider. Spillet har været hurtigt, mens bagkæden har været klassisk britisk med mere fokus på at obstruere modstanderen end at deltage i det opbyggende spil.

Det sidste er en smule overraskende, eftersom Gerrard som spiller var glad for boldbesiddelse og også arbejdede med flere forsvarsspillere, der byggede spillet op bagfra som Hyypïa og vores egen Daniel Agger.

Frank Lampard, Derby

Med 609 Premier League opgør for West Ham, Chelsea og Manchester City og 106 landskampe, der kastede 29 mål af sig, er Frank Lampard sammen med Steven Gerrard og Paul Scholes en af tre spillere, der oftest fremhæves som den bedste centrale engelske midtbanespiller nogensinde.

Ifølge foreningen Mensa er Frank Lampard i besiddelse af en ekstraordinært høj IQ. Om det har spillet ind i Derbys overvejelser, da de hyrede ham i maj 2018 efter at have misset playoff-pladsen til Premier League med samlet 1-2 over to kampe til Fulham, vides ikke, men mon ikke man har sat sin lid til, at han kunne overføre sin spilintelligens som midtbanegeneral til trænerbænken. Og har han så det? Starten i Derby rejser både optimisme og panderynker.

I Championship har det været en meget blandet landhandel op til landskamppausen i efteråret 2018. 5 sejre, 3 uafgjorte og 4 nederlag og en målscore på 15-13 efter 12 opgør rækker i skrivende stund til en 8. plads, et point fra kvalifikationspladserne til Premier League og syv point fra førerholdet West Bromwich, men omvendt også blot med fire point ned til 18. pladsen. Symptomatisk for den engelske Championship, der består af 24 hold, der skiftes til at tage point fra hinanden over 46 hårdt kæmpede runder.

I Liga Cuppen oplevede Lampard en kæmpe triumf, da Derby slog sine gamle ærkerivaler fra Manchester United ud på straffespark efter 2-2 i ordinær spilletid. Det var et tiltrængt moralsk boost, efter han 10 dage forinden blev smidt ud og tildelt en bøde for at overfuse dommeren efter et 1-0 nederlag til Rotherham.

I det hele taget er gassen gået en smule af ballonen hos Derby. Efter 6 kampe hed statistikken 4-0-2. Siden da har har man altså blot vundet én kamp i seks forsøg, og mon ikke Chelsea-koryfæet febrilsk tweaker og tinkerer på livet løs i landskamppausen.

Hvad er hans styrker og stil?

Lampard blev købt af Claudio Ranieri i 2001, og i altid fyringsglade Chelsea har han nået at spille under et hav af trænere. Vi nævner i flæng: Ranieri, Mourinho, Avram Grant, Luiz Felipe Scolari, Ray Wilkins, Guus Hiddink, Ancelotti, André Villas-Boas, Roberto di Matteo, Rafael Benitez og Mourinho igen. Dertil kommer trænerne på landsholdet.

I Chelsea-tiden var Avram Grant, Luiz Felipe Scolari, Ray Wilkins, Guus Hiddink, Villas-Boas, di Matteo og Benitez der dog alle i under 1 år, så deres aftryk på Lampard var begrænset.

Lampard beskriver sig selv som en træner, der vægter hårdt arbejde, aggressivitet, holdånd og hurtigt, angrebsivrigt fodbold højt. I hans første kampe i spidsen for Derby har de domineret boldbesiddelsen og i visse kampe haft bolden i over 60% af kampen. Defensivt har Lampard allerede fået en del kritik for et til tider vaklende forsvar med backs, der har stået for langt fremme på banen og efterladt centerforsvaret i problemer.

Som resultaterne afspejler, er der allerede pres på Lampard. En sejrsrate på 44% og i snit blot lidt over et mål scoret per kamp flugter langt fra med selvforståelsen i Derby. Presset er i hvert fald på ham fra begyndelsen. Det er 10 år siden, Derby har gjort sig i Premier League, og kan Lampard ikke føre dem mindst til playoff, kan han meget vel være fortid i klubben, når eller inden sæsonen er slut.

Muligheder og risici for de nye britiske trænere

Gerrard og Lampard er sammen med Kevin Nolan, som er i Notts. County, de seneste britiske spillere fra højeste niveau, der har givet sig i kast med trænergerningen, og det forventes i øvrigt, at John Terry snart også bliver en del kuldet af nye britiske trænere, som også tæller Ryan Giggs, manager for Wales, og Gareth Southgate, Englands ditto.

De engelske rækker har altid været kendetegnet ved, at man er godt tilfreds med, hvordan man gør tingene. Som vi har været inde på i denne artikel, har tradition og klassisk dyder ofte været højere skattet blandt engelske fans og klubberne, end trænere med papir på deres kvalifikationer og nytænkning på og uden for banen.

Det er der blevet løsnet op for de sidste par årtier, og i Premier League er man blevet bedre til at kigge mod kontinentet for andre måder at gøre det på. De fleste af de nyslåede engelske trænere, som kommer fra en tid som professionel spiller, har derfor stiftet bekendtskab med udenlandske trænere, som har givet dem mulighed for at udvide repertoiret på banen og den taktiske forståelse.

Det kan være de nye britiske træneres store fordel i forhold til tidligere generationer af trænere, som i de sidste 30 år ikke har set grund til at forny sig, da man jo gør tingene, som de skal gøres.

Den gamle garde står i vejen for den nye

Netop denne gruppe af etablerede gamle trænere risikerer dog også at stå i vejen for de nye britiske trænere. Som en opgørelse i New York Times viste, har de +50-årige britiske trænere alt andet end svært ved at finde jobs. Faktisk har David Moyes, Mark Hughes, Roy Hodgson og Sam Allardyce alene haft 25 forskellige Premier League jobs.

Det er et problem for de nye unge trænere. For befinder Derby sig i februar på en 8. plads, 5 point fra oprykning men uden sejr i de, lad os sige tre sidste kampe, har ledelsen is nok i maven til at forlænge Lampards snor, eller indsætter de en “proven” træner af den gamle skole i håb om at kæft, trit og retning kan føre klubben det sidste stykke?

Mange vil nok håbe på, det ikke sker, og at vi kan få lov at se, om nye britiske trænere kan overføre deres viden og idéer til trænersædet. Men erfaringen viser desværre, at det snarere er undtagelsen end reglen.