Vi giver dig overblikket: De vigtigste transfers 2020

transfers 2020

Hvem køber hvem i vinterens transfervindue? Og hvor ender Danmarks helt store stjerne, Christian Eriksen? Her får du de vigtigste transfers 2020.

Vinterens transfervindue bliver ofte kaldt for en langgaber i forhold til sommerens udgave, hvor de store handler som regel foregår. Men faktisk er flere store handler igennem tiden gået i gennem i vintervinduet. Bare tænk tilbage på Fernando Torres, der skiftede for et rekordstort beløb til Chelsea fra Liverpool i 2011 lige inden vinduet smækkede i.

Transfervinduerne i fodboldens verden kan være svære at overskue og finde rundt i. Derfor har vi herunder samlet de vigtigste transfers fra ind- og udland til dig. Vi har også fundet de spillere frem, som har kontrakt udløb sommeren 2020 og som derfor frit han forhandle om en ny kontrakt med andre klubber.

Overgangssummen på spillerne i denne artikel er baseret på estimater fra det respekterede transfermedie Transfermarkt.com

Største transfers i udlandet 2020

Spiller Alder Nationalitet Fra Til Pris (dkr)
Bruno Fernandes 25 Portugal Sporting Man Utd 450.000.000
Dejan Kulusevski 19 Sverige Parma Juventus 262.500.000
Reinier 18 Brasilien Flamengo Real Madrid 225.000.000
Steven Bergwijn 22 Holland PSV Tottenham 225.000.000
Krzysztof Piatek 24 Polen AC Milan Hertha Berlin 202.500.000
Lucas Tousart 22 Frankrig Lyon Hertha Berlin 187.500.000
Paco Alcacer 26 Spanien Dortmund Villareal 172.500.000
Sander Berge 21 Norge KRC Genk Sheffield United 161.250.000
Jarrod Bowen 23 England Hull City West Ham 159.750.000
Erling Haaland 19 Norge RB Salzburg Bor. Dortmund 150.000.000
Christian Eriksen 27 Danmark Tottenham Inter Milan 150.000.000
Julian Weigl 24 Tyskland Bor. Dortmund Benfica 150.000.000
Stanislav Lobotka 25 Slovakiet Celta Vigo Napoli 150.000.000
Dani Olmo 21 Spanien Dinamo Zagreb RB Leipzig 150.000.000
Youssef En-Nesyri 22 Marokko Leganés Sevilla 150.000.000
Gabriel Barbosa 23 Brasilien Inter Milan Flamengo 130.500.000
Ezequiel Palacios 21 Argentina River Plate Bayer Leverkusen 127.500.000
Amir Rrahmani 25 Kosovo Hellas Verona Napoli 105.000.000
Munas Dabbur 27 Israel Sevilla Hoffenheim 90.000.000
Diego Demme 28 Tyskland RB Leipzig Napoli 90.000.000
Simon Kjær 28 Danmark Sevilla AC Milan Lejeaftale
Zlatan Ibrahimovic 38 Sverige LA Galaxy AC Milan Fri transfer
Emre Can 26 Tyskland Juventus Dortmund Lejeaftale
Odion Ighalo 30 Nigeria Shanghai Shenhua Man Utd Lejeaftale
Riza Durmisi 26 Danmark Lazio OGC Nice Lejeaftale
Jacob Bruun Larsen 21 Danmark Dortmund Hoffenheim 67.500.000
Mathias “Zanka” Jørgensen 29 Danmark Fenerbacke Fortuna Düsseldorf Lejeaftale
Jonas Lössl 31 Danmark Everton Huddersfield Lejeaftale

Mest interessante transfers 2020 i udlandet

Den mest ombejlede spiller i vinterens transfervindue har nok været det norske stortalent Erling Haaland. Den 19-årige målmaskine blev i efteråret den første spiller nogensinde til at score seks mål i sine tre første kampe i Champions League. Det gjorde ham naturligvis til et interessant emne for alle store klubber i Europa.

Og bedst som alle troede at hans landsmand i Manchester United, Ole Gunnar Solskjær, havde overtalt den blonde angriber til at løse angrebsproblemerne hos de Røde Djævle, tog Dortmund fusen på hele Europa. Det må siges at være et rent røverkøb af Dortmund, hvis Erling Haaland lever op til bare halvdelen af forventningerne til ham. Og det ser ud til at Haaland har tænkt sig at gøre mere end det. I sin debut for Dortmund, skulle den indskiftede angriber kun bruge 23 minutter på at score sine første tre mål og hjælpe til at vende et truende 1-3 nederlag til en 5-3 sejr over Augsburg.

Stortalentet kostede ikke mere end 150 millioner kr i RB Leipzig. En pris Dortmund kunne slippe afsted med pga en frikøbs-klausul i kontrakten. En klausul der blev prissat før nordmanden gik målamok og scorede otte mål i seks kampe i Champions League.

Eriksen bliver den mest værdifulde i Serie A

I den danske andedam har det helt store fokus været på Danmarks største landsholdsstjerne, Christian Eriksen. Danskerne har ventet spændt på at få danskerens fremtid afsløret, ikke mindst i frygt for at Eriksen ville blive siddende på bænken i Tottenham frem mod et historisk vigtigt EM på hjemmebane i København.

Efter længere tids tovtrækkeri, kunne ellevilde Inter-fans endelig vinke til en smilende Christian Eriksen efter et veloverstået lægetjek i Milano. Inter har smidt 150 millioner på bordet for at få danskeren fløjet til Italien seks måneder før Eriksens kontrakt med Tottenham løb ud. Måske frygtede italienerne, at Eriksen ville blive snuppet til sommer af større klubber, med tanke på at danskeren var rygtet til mange endnu større klubber i sommers.

Og Inter tror virkelig på “Projekt Eriksen”. Eriksen, der har fået rygnummer 24, bliver efter sigende den bedst betalte spiller i klubben, hvor han skubber stjerneangriberen Romelu Lukaku ned på andenpladsen i lønhierarkiet i klubben. Eriksen kommer til at tjene mellem to og tre millioner om ugen og op mod en halv milliard over den 4 årige kontraktperiode!

Eriksen kan nu ikke kun kalde sig en af de bedst betalte spillere i Italien. Han er også den mest værdifulde spiller i ligaen. Ifølge Transfermarkt, topper danskeren listen over mest værdifulde spillere med 675 millioner foran stjerner som Paolo Dybala og holdkammeraten Lautaro Martinez. Den største stjerne i Serie A er dog stadigvæk ingen mindre end Cristiano Ronaldo hos Inters bitre rivaler i Norditalien, Juventus. Men måske kan Eriksen blive den største stjerne i Serie A, når Ronaldo en dag  er blevet for gammel?

Danskere skifter på grund af EM

På transfervinduets sidste dag skiftede flere danske landsholdsspillere klub og meget tyder på at hovedårsagen skal findes i den kommende EM-slutrunde på dansk grund. Mathias “Zanka” Jørgensen er for eksempel skiftet til bundproppen i den tyske Bundesliga, Fortuna Düsseldorf på en lejeaftale. Et bemærkelsværdigt skifte bare 6 måneder efter at danskeren skiftede til den tyrkiske storklub Fenerbache.

Men “Zanka”, der ellers var fast starter i det meste af efteråret fandt pludselig sif selv henvist til bænken i flere kampe i træk. Midterforsvaren startede inde for Danmark ved siden af Simon Kjær under VM 2018, og den tidligere FCK’er har helt sikkert EM 2020 i hjembyen København i tankerne. Starter han inde hele foråret for Fortuna Düsseldorf og gør en god figur, er der god chance for at han kan starte inde for Danmark på hjemmebanen til sommer. En plads han næppe kunne få, hvis han havde siddet på bænken for Fenerbache.

Landsholdsmålmanden Jonas Lössl er blevet udlejet fra Everton til hans gamle klub Huddersfield hvor han gjorde en god figur for et par sæsoner tilbage. Lössl har endda udtalt at skiftet er sket i samråd med den danske landstræner Åge Hareide. Skulle Kasper Schmeichel løbe ind i en skade, kan Lössl hurtigt gå hen og blive Danmarks førstevalg mellem stængerne til EM.

En tredje dansker der nu har muligheden for at spille sig ind i varmen er Jacob Bruun Larsen, der også er trådt et skridt ned klubmæssigt fra Dortmund til Hoffenheim. Den 21-årige kantspiller har allerede fået debut på landsholdet, men har været meget langt fra spilletid i Dortmund i indeværende sæson. I Hoffenheim, der betaler over 60 millioner for den danske kantspiller, kan han se frem til at spille sammen med en anden landsholdsspiler Robert Skov.

Skandinavisk indflydelse i Italien

Intet transfervindue uden pengeregn over FC Nordsjælland, fristes man til at sige. Endnu engang har talentfabrikken i Farum hevet mange millioner ind på spillersalg. I 2017 solgte FC Nordsjælland midtbanetalentet Stanislav Lobotka til Celta Vigo for imponerende 35 millioner kr. Men de snedige nordsjællændere sikrede sig også en viderekøbsklausul på Lobotka. Klausulen sikrer nu FC Nordsjælland 25% af videresalget til Napoli på 150 millioner.

Hos AC Milan er de tidlgere arvefjender, Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic pludselig endt i den samme hjerteklub. Simon Kjær fik ikke meget spilletid under sit lejeophold i Atalanta og Zlatans eventyr i Los Angeles havde nået sin naturlige slutning. Den danske landsholdsanfører har indrømmet, at han altid har drømt om at spille for AC Milan, ligesom at Zlatan udtrykte en længsel efter at spille for Rossonero igen.

Men de to spillere har også en knap så heldig fortid i hinandens selskab. Ikke nok med at Sverige og Danmark er arvefjender, så Zlatan sig i 2016 nødsaget til at tage fat i Kjærs hals midt under en Europa League kamp i Tyrkiet. Dengang spillede Kjær for Fenerbache og Zlatan for Manchester Utd. Kjær kaldte efter episoden tilmed Zlatan for arrogant. Mon ikke de to skandinavere  får begravet stridsøksen, inden de kommer til at spille en hovedrolle i hver sin ende af banen for den kriseramte storklub i Milano.

Spillere med kontraktudløb sommeren 2020

Spiller Alder Nationalitet Klub Markedsværdi (dkr)
Willian 31 Brasilien Chelsea 240.000.000
Thomas Meunier 28 Belgien Paris SG 225.000.000
Ryan Fraser 25 Skotland Bournemouth 225.000.000
Dries Mertens 32 Belgien Napoli 187.500.000
Edinson Cavani 32 Uruguay Paris SG 187.500.000
Eric Bailly 25 Elfenbenskysten Man Utd 165.000.000
Mario Götze 27 Tyskland Dortmund 135.000.000

Den største profil med kontraktudløb sommeren 2020 var uden tvivl Eriksen, da transfervinduet i sin tid åbnede. Men Eriksen er langtfra den eneste stjerne. Var det for eksempel noget med en Edinson Cavani til angrebet? Den farlige angriber kan endda fås sammen med ingen ringere end brasilianske Willian. Begge to er helt gratis til sommer.

Meget i øjnefaldende er det også, at Thomas Meunier er i samme situation. Belgieren er af Transfermarkt.com vurderet til at have en markedsværdi på mere end 200 millioner, og er modsat flere af de andre spillere på listen i sin bedste fodboldalder med mange år foran sig.

Største transfers i Danmark 2020

Spiller Alder Nationalitet Fra Til Pris(dkr)
Mikkel Kaufmann 19 Danmark AaB FC København 22.500.000
Anders Dreyer 19 Danmark Brighton FC Midtjylland Ukendt
Dion Cools 23 Belgien Club Brügge FC Midtjylland 7.500.000
Ronnie Schwartz 30 Danmark Silkeborg FC Midtjylland Ukendt
Hany Mukhtar 24 Tyskland Brøndby Nashville SC 20.250.000
Kamil Wilzcek 32 Polen Brøndby Göztepe 8.025.000
Lasse Vibe 32 Danmark IFK Göteborg FC Midtjylland Fri transfer
Bashkim Kadrii 28 Danmark OB Al-Fateh 10.125.000
Carlo Holse 20 Danmark FC København Rosenborg BK Ukendt
Kasper Junker 25 Danmark AC Horsens Bodø/Glimt 3.000.000
Dominik Kaiser 31 Tyskland Brøndby Hannover 96 3.000.000
Saba Lobjanidze 25 Georgien Randers FC Ankaragücü Ukendt
Kasper Larsen 26 Danmark Norrköping OB Ukendt
Alexander Juel Andersen 28 Danmark Vendsyssel OB Ukendt
Ragnar Sigurdsson 33 Island Rostov FC København Fri transfer
Aron Elis Brandarson 25 Island Aalesund OB Fri transfer
Ramon Leeuwin 32 Holland OB AZ Alkmaar Ukendt
Pierre Kanstrup 30 Danmark Vålerenga SønderjyskE Fri transfer
Mart Lieder 29 Tyskland SønderjyskE OB Byttehandel
Julius Eskesen 30 Danmark OB SønderjyskE Byttehandel
Anders K Jacobsen 30 Danmark OB SønderjyskE Byttehandel
Vito Mannone 31 Italien Reading Esbjerg Lejeaftale

Mest interessante transfers 2020 i Superligaen

Efter et succesfuldt lejeophold i efteråret, var det forventet at FC Midtjylland kunne overtale Brentford til at lade Emiliano Marcondes spille sæsonen færdig i Herning og hjælpe til i guldkampen. Men FC Midtjylland havde lige pludselig fundet en meget bedre og permanent løsning: Anders Dreyer.
Den 21-årige offensivspiller som tog Superligaen med storm i 2018, da han tørnede ud for Esbjerg FB.

Dreyer, der noget overraskende endte hos Brighton Hove Albion, har haft et skuffende ophold hos Premier League-klubben. Han har været lejet ud to gange i det engelske og FC Midtjylland har formentlig gjort et mindre røverkøb, da Brighton tilsyneladende havde opgivet at få talentet til at spire i deres fold.

Prisen på Anders Dreyer er ikke oplyst, men han er vurderet til at have en markedsværdi på godt 4,5 millioner kr. Kan FC Midtjylland få Dreyer til at blomstre igen, kan de formentlig sælge ham endnu dyrere end de 16,5 millioner kr som Brighton betalte i Esbjerg for et par år siden. De har i hvert fald papir på ham de næste 4,5 år.

Panikudsalg i Brøndby IF

Brøndby formåede i sidste sæson ikke at leve op til målsætningen om at komme i top 3. Sammen med andre faktorer, er det skyld i at Brøndby IF varsler med et underskud på op mod 80 millioner kroner.Derfor har sportsdirektør Carsten V. Jensen set sig nødsaget til at skære drastigt ned på løn-udgifterne og få nogle millioner ind på den pressede bankbog.

Brøndby IF annoncerede allerede i efteråret at Hany Mukhtar ville rykke til USA for omkring 20 millioner kroner. En skuffende indtjening i forhold til de meget større beløb der blev nævnt, da Mukhtar præsterede på sit ypperste i den blågule trøje. Læg nu dertil, at Brøndby også har solgt både Dominik Kaiser og Kamil Wilczek. To spillere der tilsammen stod for intet mindre end 25 ud af Brøndby IFs 32 mål i Superligaen i efteråret.

Dominik Kaiser skulle efter sigende have krævet en rekordhøj løn for at forlænge med Brøndby. Den 31-årige tysker er formentlig godt klar over, at det er hans sidste store kontrakt, og derfor var der ingen anden udvej for Brøndby IF, hvis man skulle nå at tjene penge på Kaiser og undgå at sprænge rammerne i lønbudgettet.

Og mens Kaiser formentlig kan undværes, er det meget svært at se hvordan Brøndby IF skal leve op til deres målsætninger uden deres polske målmaskine og anfører på holdkortet, Kamil Wilczek. Der er ikke nogen oplagt afløser i truppen og man har tilmed udlejet den skuffende Ante Erceg til Esbjerg – så ham bliver det i hvert fald ikke. Brøndby vil nu give den uprøvede angriber Samuel Mraz chancen. En spiller man lejede i Empoli i sommers og som Brøndbys sportsdirektør Carsten V Jensen vil udløse købsklausulen på, hvis han overbeviser om sit værd i foråret.

FCM og FCK viser muskler 

I et transfervindue hvor OB har været meget aktive, var det alligevel de to nuværende konger af Superligaen der stjal al opmærksomheden på transfervinduets sidste dag. FC København, der allerede havde lavet en aftale med den 19-årige angriber fra AaB Mikkel Kaufmann om et sommerskifte, udløste en klausul i aftalen og betaler over 20 millioner for talentet.

Og bedst som alle troede at Plaffeministeren, også kendt som Ronnie Schwartz, ville ende i Brøndby som erstatning for Kamil Wilczek, slog FC Midtjylland til og hentede målmaskinen i Silkeborg seks måneder før hans kontrakt udløb. Men ikke nok med det, fandt man også plads i budgettet til at betale mere end 7 millioner for den belgiske venstreback Dion Cools. De to klubber viser endnu engang at deres økonomiske muskler er i en liga for sig i Danmark og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en spændende mesterskabsduel.

Spillere i Superligaen med kontraktudløb sommeren 2020

Spiller Alder Nationalitet Klub Markedsværdi (dkr)
Ragnar Sigurdsson 33 Island FC København 21.000.000
Jores Okore 27 Danmark AaB 6.750.000
Dame N’Doye 34 Senegal FC København 6.750.000
Mustafa Amini 26 Australien AGF 5.250.000
Jesper Hansen 34 Danmark FC Midtjylland 3.750.000

Mest interessante kontraktudløb 2020 i Superligaen

Der er virkelig mulighed for at gøre et røverkøb eller to i Superligaen til sommer. Du kan få en klassekeeper, et par forsvarsklipper, en midtbanekreatør og Dame N’Doye – helt gratis.

OB har allerede været ude med snøren på transferfri marked og sikret sig Hobros helt store stjerne, Emmanuel Sabi. Den eksplosive angriber skifter til OB helt gratis 1. juli 2020.