Engelske klubber i Europa - er festen slut?

En håndfuld katastrofale år i Europa har kostet de engelske hold dyrt på koefficientlisten, hvor de risikerer at blive overhalet af flere lande de kommende år. Kan de nye trænere med deres mindre konservative spillestile endelig give europæisk afkast, eller bliver situationen værre i de kommende år?

Harry Redknapp, tidligere træner i Tottenham, begræd i 2011, at klubben skulle spille Europa League, da det ville ødelægge deres PL-chancer. Udtalelsen er symptomatisk for engelske træneres prioriteter. Creative Commons – James Boyes – Flickr


 
To runder inde i årets europæiske klubturneringer gentager de forgangne års mønster sig allerede for de engelske hold. Med 4.357 point på kontoen i denne sæson er de engelske hold allerede et point bagefter Spanien og Italien og 0,7 point efter Tyskland.

England er allerede drysset ned på tredjepladsen på den europæiske koefficientliste, og spørgsmålet er efterhånden, om de snarere skal kigge bagud mod Tyskland og på sigt Frankrig, end opad i tabellen, hvor først Spanien og sidenhen Italien har sneget sig foran englænderne.

Vi kigger på, hvorfor englænderne ikke kan få det til at spille i Europa, og om der er håb for forbedring i fremtiden, eller om de snarere kommer til at fortsætte derouten. Vi kigger på de sædvanlige forklaringer på, hvorfor England og Europa ikke spiller – og her tænker vi ikke på alt det med Brexit – og ser på, om der så er fremgang at spore. Men først en kort opsummering af, hvordan det er gået for engelsk fodbold de sidste 15 års tid.

De gyldne år og den store nedtur

Fra 2005-2012 var der mindst et engelsk hold i Champions League-finalen 7 ud af 8 år. Og med en rendyrket engelsk finale i 2008 giver det altså et fornemt snit på et engelsk hold i finalen om året.

Tre af dem blev vundet af engelske hold – Liverpool i 2005, Manchester United i 2008 og Chelsea i 2012. Men Chelseas sejr kom samtidig til at markere afslutningen på den engelske æra og starten på den spanske.

I perioden 2012-2017 var der således ikke et engelsk hold i en Champions League finale et eneste år. Faktisk stod det i perioden endnu værre til. På seks år havde Spanien 17 ud af 48 mulige hold i kvartfinalen. Tyskland havde 10, mens England med 5 deltagere i kvartfinalen tilmed var bagefter Frankrig.

Det er mildt sagt skidt for de engelske hold, hvis budgetter med længder overstiger deres konkurrenters i Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien. Forklaringer? Dem er der mange af, så lad os tage et kig på nogen af dem.

Dinosaurerne på trænerbænken

I England bryster man sig af sin stolte fodboldkultur. Fansene er fanatiske og loyale, divers bliver mødt med buh-råb i modsætning til Spanien, hvor man ser igennem fingre med den slags, og en tackling, der får benskinnerne til at flyve op på femte række, møder lige så megen jubel som en scoring. I England hylder man traditioner, arbejderkulturen og spillere, der vil dø for klubben. Så langt så godt. Men når det kommer til det taktiske og til at udvikle spillet, er forkærligheden for gårsdagens fodboldverden lige så tydelig, som den er en hæmsko.

Ifølge The Guardian havde England i 2010 2.769 trænere med en B-, A- eller Pro-licens. Til sammenligning havde Spanien 23.995, Italien 29.420 og Tyskland 34.790.

Det er blevet bedre siden da, men der mangler stadig i høj grad engelske trænere, der rent faktisk kan fremvise papir på deres kvaliteter. Og det er ikke blot et problem på de lavere niveauer, men også i topklubberne, hvor man ofte har satset mere på ”klassiske britiske dyder” end på trænere med reel taktisk forståelse og evnen til at udvikle spillere og spillestil. Se blot nogle af trænernavnene, der har rendt rundt i top- og subtop-klubberne i de seneste ti år: Marc Hughes (Manchester City og Southampton), Tim Sherwood (Tottenham), Harry Redknapp (Tottenham), David Moyes (Manchester United og Everton), Sam Allerdyce (Everton), Kenny Dalglish (Liverpool) og Roy Hodgson (Liverpool).

Det kendetegner alle navnene på listen, at de dels har meget begrænset erfaring uden for Storbritannien og dels, at de er kendt for netop konservative tilgange til fodbold, som i høj grad udfordres i andre lande som Tyskland og Spanien. Og det har utvivlsomt spillet en rolle i mange af de europæiske fadæser, engelske hold har oplevet. Apropos fadæser så lad os tage et kig på nogle af dem.

Engelske klubber can’t be bothered

En anden hyppigt brugt forklaring er, at Premier League byder på flere tætte opgør end mange af de konkurrerende ligaer. Real Madrid og Barcelona kan ofte hvile spillere eller gå ned i gear i nogle af de mange bløde opgør, La Liga byder på. Men englænderne har ikke samme luksus, hvis man spørger dem. I Premier League lægger Bournemouth sig ikke ned, når de møder City, Chelsea og de andre tophold, som må kæmpe hårdt for de tre point.

Derfor betyder de europæiske kampe mindre for engelske hold, i hvert fald når det gælder Europa League, der ikke har samme økonomiske guldkalv, som Champions League kan tilbyde. Det afspejler sig i resultaterne i Europa League i 12/13, hvor Liverpool røg ud til Zenit i 16-delsfinalen, i 14/15 hvor belgiske Lokeren slog Hull ud i kvalifikationen og året efter, hvor FC Midtjylland gjorde det samme mod Southampton og senere slog Manchester United hjemme. Og sågar i år, hvor Burnley blev fældet af Olympiakos i playoff-runden.

Det er altså snarere reglen end undtagelsen, at mindst ét engelsk hold glider i svinget, og skal det ikke forklares med ren inkompetence og manglende kvalitet, må det i det mindste delvist tilskrives, at de engelske trænere ofte er presset af kampprogrammet og klubbens fans, som ikke vil bytte en sejr over Krasnodar eller Sparta Prag i Europa League gruppespillet for et pointtab i Premier League få dage efter.

Og det er ikke kun mængden af tætte opgør, der koster i Europa, hvis man spørger englænderne. Netop planlægningen af kampprogrammet har i årevis givet anledning til kritik fra spillere og trænere.

Premier League trækker tænder ud

Som den eneste store liga i Europa, opererer Premier League nemlig ikke med en vinterpause. Det er der mange af os fans, der sætter pris på, når vi kan supplere julemiddage og en overdosis familiehygge med vulgære mængder fodbold, når året rinder ud. Men for spillerne er juleprogrammet, hvor der ofte kun er 2-3 dage mellem kampene, en fysisk prøvelse, der sætter sine spor.

Det er derfor blevet brugt som en del af forklaringen på de pauvre engelske resultater: at spillerne simpelthen er kørt trætte, når vi rammer marts og det spidser til i Europa.

Tesen bliver snart testet. For fra 19/20-sæsonen afskaffer man nemlig juleprogrammet og erstatter det med en kort vinterpause. Det er ærgerligt nyt for os, der gerne vil have en pause fra tante Lindas 30. julekrammer. Men for spillerne og klubberne kan det være, det kommer til at skubbe et par afgørende procenter i den rigtige retning.

Hvad så med fremtiden?

Der er allerede et par lyspunkter for enden af den britiske tunnel. I 16-17 sæsonen vandt et ellers skrantende Manchester United-hold Europa League-finalen, og i 17-18 nåede Liverpool finalen efter at have slået landsmændene fra Manchester City i semifinalen. Det markerede en godkendt sæson, hvor kun Manchester United skuffede ved at ryge ud til Sevilla i 1/8-delsfinalen, mens Tottenham også gjorde god figur og næsten slog forhåndsfavoritterne fra Juventus ud.

Både City, Liverpool og Tottenham har i løbet af de sidste 2-3 år fået seriøst managertalent ind på bænken i form af Guardiola, Klopp og Pochettino. Alle har stablet en klar identitet op på holdene, og det har ikke mindst vist sig i Champions League, hvor de har gjort god figur. Og også i Chelsea og Arsenal er der forsigtig optimisme, efter man har fået nyt, henholdsvis italiensk og spansk blod ind på bænken.

Alligevel er der grund til at være på vagt i det engelske. Særligt Serie A klubberne har oprustet kraftigt i år, og økonomien i Italien virker grundlæggende til at være opadgående efter nogle år med økonomisk smalhals. Her er det naturligvis allermest spændende, om Cristiano Ronaldo kan vise, at hvor han går, der går Champions League-trofæet også ved at vinde det fire år i streg.

Samtidig kan det nok være, at flere af de engelske klubber har fået bedre greb om tilværelsen i Europa, men når det gælder de to helt store, Real Madrid og Barcelona, er der stadig langt op. Og med klubber som Paris Saint Germain og Juventus forhippet på at rykke længere end de seneste års semifinaler kan det blive mere end svært for de engelske hold at konsolidere sig på den fodboldtrone, de selv mener, de er fortjente indehavere af.

Læs også: de rigeste klubejere i Europa