Europa Conference League - skal danske hold glæde sig?

Fra år 2021 udvides det europæiske selskab, når Europa Conference League ser dagens lys. Hvis du forventer opgør mellem Barcelona og Bayern München, kan du dog godt tro om. Europa Conference League er nemlig en turnering for de mindre europæiske hold. Vi undersøger, om det kan komme de danske hold til gode.

Sidst vi havde tre turneringer var i 1999, da Cup Winners Cup blev spillet for sidste gang. Her er det Ajax, der fejrer pokalen i 1987. Foto: Creative Commons, Bart Molendijk / Anefo

 

Hvad ved vi?

Det er ikke hver dag, en ny europæisk klubturnering ser dagens lys. Derfor er det naturligt nok blevet mødt med megen spænding, at Europa Conference League er blevet en realitet.

Europa Conference League bliver mindre end Champions League og Europa League, og turneringen er primært til for klubberne fra svagere fodboldlande.

De har i de senere år været under pres i den højt profilerede Champions League, hvor omstruktureringer har betydet, at færre hold fra lavere rangerende lande i dag kommer med end tidligere til fordel for de absolutte topklubber, som omvendt har fået nemmere ved at komme med.

Europa Conference League fordelinger

32 hold deltager i Europa Conference League, og ingen af holdene er direkte kvalificeret. 17 hold kvalificerer sig, når de er røget ud af Champions League kvalifikationen, mens 5 hold kvalificerer sig ved at blive slået ud af Europa League kvalifikationen.

Endelig findes de sidste 10 hold blandt klubberne, der tager Europa League-playoff kampene.

Landene rangeret 1-5 samt 55 på koefficientlisten har mulighed for at få 1 hold i Europa Conference League.

Lande rangeret 6-15 samt 52-54 får mulighed for at få 2 hold i turneringen.

For alle andre hold er der mulighed for at få op til 3 hold i Europa Conference League. Det betyder, at Danmark (pt. nummer 16 på ranglisten) får mulighed for at få op til 3 hold i Europa Conference League.

Sådan spilles Europa Conference League

De 32 hold, der kvalificerer sig til Europa Conference League, fordeles i 8 grupper a 4 hold, hvis kampe afvikles på torsdage i et andet tidsrum end Europa League-kampene.

Det bedst placerede hold i hver gruppe går videre til ottendedelsfinalen, mens nummer 2 i hver gruppe skal spille en playoff-kamp mod nummer 3 i hver af de 8 Europa League grupper.

Vinderen af disse opgør kvalificerer sig ligeledes til ottendedelsfinalen. Herefter går det slag i slag med kvartfinaler, semifinaler og endelig finalen.

Dermed følger Europa Conference League altså 1-1 Europa League formatet med 141 spillede kampe over 15 kampuger.

Hvad kan man vinde i Europa Conference League?

En Europa League billet. Ja, længere er den ikke i skrivende stund. Eller, det er den måske, for det er faktisk ikke rigtig til at forestille sig, at der ikke skulle være Europa Conference League præmiepenge.

Men ikke desto mindre ved vi endnu ikke, hvilke beløb, Europa Conference League-holdene har i vente for at deltage i turneringen. I værste fald kan vi ende med et scenarie som i håndbold, hvor mange europæiske deltagelser viser sig at være underskudsforretninger for de deltagende hold, fordi præmiepengene og tilskuertallene er for ringe.

Vi ved endnu heller ikke, hvilke koefficientpoint, klubberne belønnes med for sejre og uafgjorte i Europa Conference League.

Begge dele er centrale spørgsmål at få svar på, for i skrivende stund er incitamentet for at lægge kræfter i at vinde en turnering med én præmie til 32 deltagere til at overse.

Har vi brug for en ny europæisk klubturnering?

Udover det åbenlyst gode argument, at det kan komme danske klubber til gode (det kigger vi på til sidst i artiklen), er der med rette nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi egentlig skal bruge en ny europæisk klubturnering til?

Selv den mest fodboldtossede seer har nok fra tid til anden spekuleret på, om den konstante udvidelse af mængden af fodbold efterhånden er nået til et punkt, hvor den ikke tjener andet formål end at fylde fodboldbossernes lommer.

Alligevel er der nogen ræson i at foreslå en ny turnering. Som vi var inde på, er de mindre klubber i stigende grad blevet forfordelt i Champions League, hvor det bliver stadigt sværere for dem at komme med.

Samtidig har udvidelsen af Europa League vist sig at skabe problemer i de nationale ligaer, hvor kampprogrammerne ofte kommer under pres fra det stigende antal europæiske kampe.

Selv hvis vi ser bort fra de danske interesser, kan det derfor vise sig at være en god idé med en ny turnering. I hvert fald er vi på henvisningskode (forsigtige) optimister.

Kritik af Europa Conference League

Men selv med argumenterne for, er der masser af grunde til at møde Europa Conference League med skepsis.

Som vi netop var inde på, er Champions League i stigende grad blevet et lukket land for de helt store klubber. Derfor er det oplagt at se Europa Conference League som en billig måde for UEFA at undgå at imødegå kritikken af, at de lefler for storklubberne.

Under 30% af UEFA-nationerne var repræsenteret i CL eller EL i 19/20-sæsonen og næsten 60% af holdene kom fra de fem bedste ligaer. Så i stedet for at adressere det åbenlyst mærkelige i at have en turnering med navnet “Champions League”, hvor alle store nationers nummer 4 altid deltager, mens mesterholdene fra de næstbedste ligaer ofte må undvære, laver UEFA en skraldeturnering, som ingen rigtig gider se.

Dette argument understøttes umiddelbart af, at der endnu ikke er noget info ude om, hvad klubberne egentlig får ud af at deltage i Europa Conference League. Kan det overhovedet svare sig for et dansk hold at rejse til Montenegro for at spille en kamp, hvis sejrsbonussen og koefficientpointene er forsvindende små?

Og endelig det åbenlyse: når Europa League som det er har svært nok ved at tiltrække opmærksomhed, hvorfor f***** skulle en endnu ringere afart af turneringen tiltale nogen som helst.

Kommer det dansk fodbold til gavn?

På den ene side kan man argumentere for, at der er grund til forsigtig optimisme, hvis man kommer fra et mindre fodboldland. På den anden side er der altså rigeligt med grunde til at være skeptisk. Men det vigtigste spørgsmål er nu engang: vil Europa Conference League gavne dansk fodbold?

Og selvom vi intet kender til præmiepenge etc. er der grund til forsigtig optimisme. Danmark befinder sig nemlig i kategorien af hold, der umiddelbart kunne blive tilgodeset.

Som sagt ligger Danmark nemlig nummer 16 på den europæiske landekoefficient liste, altså et par niveauer fra de bedste lande. Bliver den nye turnering til virkelighed, vil det betyde en udvidelse af de europæiske pladser, som vil stige fra de nuværende 80 (32 i Champions League og 48 i Europa League) til 96 (32 i alle turneringer), altså 16 flere hold.

Her virker det mere end sandsynligt, at det vil blive landene mellem 10.- og 20.-pladsen, der vil kunne få et hold flere ud på europæisk græs. Det kan vise sig som en stor fordel for de danske klubber, der sjældent formår at få mere end ét hold ud i Europa.

Tilbage står de afgørende spørgsmål dog: er der penge og point i lortet? Når vi får disse svar, kan vi vurdere, om Europa Conference League er godt for de danske hold.

Vil du læse mere? Så anbefaler vi vores artikel om, hvorfor fodbold er den største sport i verden.