FM 2019 gratis spillere

Står du med 0 kroner på transfer budgettet i din nye klub og desperat behov for forstærkning? Frygt ikke, for vi har fundet de bedste FM 2019 gratis spillere til dig, og der er heldigvis masser af stjernefrø at finde blandt de mange FM 2019 gratis spillere, selvom økonomien er stram.

The best things in life are free. Her et bud på en startellever, som alle kan hentes uden at betale en krone i transfersum!

De bedste FM 2019 gratis spillere: målmænd

Diego Cavalieri, Brasilien, 35 år

Det er ikke fordi, brasilianske Diego Cavalieri kan prale af megen erfaring på europæisk jord. 2 sæsoner i Liverpool, 1 i Cesena og 1 i Crystal Palace kastede sammenlagt 0 ligakampe af sig til den 1.89 meter høje målmand, der til gengæld har rig erfaring fra hjemlandet. Her er det blevet til over 250 klubkampe for Palmeiras og Fluminense samt 3 optrædener for det brasilianske landshold fra 2012-2013.

Oscar Ustari, Argentina, 31 år

Fra Brasilien rykker vi til Argentina. Oscar Ustari har ligesom Cavalieri primært gjort sig i hjemlandet, hvor han har samlet lidt over 100 kampe for Independiente, Boca og Newell’s Old Boys. På 5 år i Getafe blev det derudover til 41 ligakampe, og så har Ustari samlet fået 5 landskampe for Argentina.

Med 31 år er en fordel ved Ustari, at der er nogle år i ham, enten som førstevalg på et lavere rangerende hold eller som backup på lidt større hold. Blandt vores FM 2019 gratis spillere er han nok det bedste bud på en stærkt målmand.

Vincent Enyeama, Nigeria, 35 år

Med 101 kampe for Nigeria har Vincent Enyeama med længder mest international erfaring på listen over gratis målmænd. I klubregi spillede han i afrikansk fodbold fra 1999-2005 (hvor han såmænd scorede 11 mål!) Derefter blev det til over 180 kampe i israelsk fodbold, før han rykkede til franske Lille, hvor han fra 2011-2018 havde flere perioder som førstevalg og nåede 118 ligakampe.

Vladimir Gabulov, Rusland, 34

34-årige Vladimir Gabulov er med over 350 ligakampe en af spillerne på listen med flest kampe under bæltet. Desværre er samtlige kampe med undtagelse af 9 spillet i Rusland, hvorfor det kniber med erfaringen uden for Ruslands grænser. De 9 kampe kom for Club Brugge i 17-18 sæsonen, hvor han altså fik et sent europæisk eventyr. Foruden de mange klubkampe, som har fundet sted for hele 10 forskellige hold, har Gabulov opnået 10 landskampe for Rusland og var da også med ved VM 2018, hvor det dog ikke blev til spilletid.

De bedste FM 2019 gratis spillere: forsvare

Steve Caulker, England, 26 år, DC

Med vores første valg i forsvaret får du en mand, der kan prale af et snit på 1 mål per kamp i landsholdsregi! 26-årige Steve Caulker, der primært har spillet i Tottenham, har nemlig opnået en enkelt landskamp, og her blev det altså til en scoring. I Tottenham-tiden var Caulker primært udlejet til mindre klubber, inden han skiftede til Cardiff og senere Queens Park Rangers. På 4 år i de to klubber blev det til knap 90 ligakampe, og i 2016 blev han såmænd hentet til Liverpool af Jürgen Klopp, hvor det dog ikke blev til mange kampe. I 2018 rykkede Caulker til Dundee. Her var han en stor succes, men på transfervinduets sidste dag rev han sin kontrakt i stykker, og dermed kan du altså nappe ham til ingen penge.

Jan Kirchhoff, Tyskland, 28 år, DC/DM

Lad det være sagt med det samme: hvis du henter Jan Kirchhoff, så er det ikke en dårlig idé at have en kvalificeret lægestab. Kirchhoff, som engang blev regnet som et kæmpe Bundesliga-talent har nemlig fået sin karriere slået i stykker af en række skader. Alligevel er det blevet til knap 90 optrædener for Mainz, Bayern München og Schalke, inden han rykkede til England og nåede 26 ligakampe for Sunderland og Bolton.

En fordel ved Kirchhoff er, at han også kan spille den defensive midtbane, hvilket opvejer en smule for, at han ikke er en spiller, du skal regne med når +30 kampe på en sæson.

Diego Polenta, Uruguay, 26 år, DC/DL

Endnu et i vid udstrækning uforløst talent er uruguayanske Diego Polenta. Polenta startede sin karriere i Genoa, hvorfra han blev udlejet til Bari som 19-årig og de næste tre år nåede 86 ligakampe. Senest har Polenta spillet for i hjemlandet, hvor han scorede pæne 7 mål i 84 ligakampe. Diego Polenta kan både dække venstrebacken og det centrale forsvar.

 

Papy Djilobodji, da han spillede i franske Nantes. Kilde: CC BY-SA 4.0

Papy Djilobodji, Senegal, 29 år, DC

Et af de største scoops på listen er 29-årige Papy Djilobodji. Den 1.92 meter høje centerforsvarer spillede over 170 ligakampe for Nantes, inden han blev solgt til Chelsea. Her blev det dog ikke til nogen førsteholdskampe, før han for knap 100 millioner kroner rykkede til Sunderland, hvor han fra 2016-2018 spillede 18 kampe samt 29 for Dijon, som han var udlejet til.

I sommeren 2018 blev Djilobodji sammen med en anden spiller på listen, Didier Ndong, fyret for at være i dårlig form og for at handle illoyalt overfor Sunderland. Så regn med at få en spiller ind, der kan være noget af en håndfuld, men som samtidig formentlig er den bedste af vores FM 2019 gratis spillere til forsvaret.

Stefan Stangl, Østrig, 27 år, DL

Mangler du en billig venstreback, er 27-årige Stefan Strangl ikke et dårligt bud. Strangl har kun begået sig i hjemlandet, hvor han efter flere år i mindre klubber i 2014 tog til Rapid Wien og i 2016 kom videre til RB Salzburg, hvor det dog kun blev til 6 ligakampe. Strangl har også fået en enkelt kamp for Østrigs landshold, men karrieren er gået på hæld i de senere år, så han skal have nogle kampe i benene, før han er klar.

Serdar Tasci, Tyskland, 31 år, DC

Endnu en centerforsvarer til listen og endnu en profileret en af slagsen. Tasci nåede fra 2006-2013 over 200 kampe for Stuttgart, før han rykkede til Spartak Moskva, hvor han har spillet 74 ligakampe. I 2016 var Tasci udlejet til Bayern München, og fra 2008-10 spillede han derudover 14 kampe for Tyskland – de 125 sekunder af dem ved VM 2010.

Andre FM 2019 free transfers til dit forsvar:

Benoit Tremoulinas, 32, DC
Patrice Evra, 37, DL
Philipp Wollscheid, 29, DC

De bedste FM 2019 gratis spillere: midtbaner

Samir Nasri, Frankrig, 31 år, AM LC

Engang var Samir Nasri et af klodens mest ombejlede fodboldstjerner. Siden da er karrieren ikke gået den helt rette vej, men det ændrer ikke ved, at han under de rette omstændigheder kan være et enormt scoop, der kan tilføje noget seriøst stjernestøv til en klub. Med over 120 ligakampe for Marseille, over 200 ligakampe for Arsenal og Manchester City samt 41 landskampe for Frankrig er Nasri velbevandret på de bonede gulve på allerhøjeste niveau.

Og selvom han på det seneste har tørnet ud for upåagtede Antalyaspor i Tyrkiet, kan Nasri uden tvivl blive en stjernespiller i en klub på et lidt lavere niveau.

Jérémy Toulalan, Frankrig, 35 år, DM/M C

Med knap 400 ligakampe i den franske Ligue 1 for klubber som Lyon, Nantes, Bordeaux og Monaco samt to sæsoner for spanske Malaga skorter det ikke på erfaring hos 35-årige Jérémy Toulalan, der desuden nåede 36 kampe på det franske landshold. Med Toulalan får du en intelligent balancespiller med masser af erfaring. Du får dog nok også en spiller, som det bliver svært at vride mere end én sæson ud af.

Eugen Polanski, Polen, 32 år, CM

Fra det franske til det tyske, hvor polske Eugen Polanski har tilbragt det meste af sin 14-årige karriere som professionel. Det er sket for Borussia Mönchengladbach, Mainz 05 og Hoffenheim, for hvem han har spillet over 250 ligakampe. Det er derudover blevet til to sæsoner i spanske Getafe og 18 landskampe mellem 2011-2014.

Denilson Pereira Neves, Brasilien, 30 år, CM
Mellem 2006-2013 nåede Denilson, som han kaldes i daglig tale, knap 100 ligakampe for engelske Arsenal, som købte ham fra Sao Paulo. Efterfølgende vendte Denilson tilbage til Sao Paulo og rundede her 150 kampe, inden turen gik til velbetalte, men upåagtede Al-Wahda, hvor han tilbragte to sæsoner.

Det er altså ikke ligefrem en karriere, der er gået den rette vej, men Denilsons talent er uomtvisteligt, og på mindre hold vil han uden tvivl kunne gøre en god figur.

Denílson for Arsenal. Kilde: Creative Commons Attribution 2.0 Generic

Didier Ndong, Gabon, 24 år, CM

Det nok største navn på listen er 24-årige Didier Ndong, der såmænd blev fyret fra Sunderland sammen med Papy Djilobodji, som også er på listen. Træls for Sunderland, der betalte knap 150 millioner for Didier Ndong i 2016, men heldigt for dig. Didier Ndong nåede knap 100 ligakampe i Frankrig for CS Sfaxien og Lorient, inden turen altså gik til Sunderland, hvor han nåede 49 ligakampe, inden han blev fyret for dårlig og illoyal opførsel, efter han blev væk fra træning.

Som med Djilobodji får du næppe et af guds nemmeste børn at arbejde med. Til gengæld får du en stærk central midt med 18 landskampe på CV’et, og som i modsætning til de fleste andre på listen har en videresalgsværdi, hvis han kan opføre sig ordentligt og præstere på banen. Det gør ham til den bedste af vores FM 2019 gratis spillere til midtbanen.

Hamit Altintop, Tyrkiet, 35 år, M RC

Det flyder ikke med højrewings, der kan hentes på fri transfer i FM 2019, så vi har gravet dybt i gemmerne og fundet en gammel kending for fodboldnostalgikere i form af tyrkiske Hamit Altintop. Med over 175 ligakampe for Schalke 04 og Bayern München, 61 ligakampe for Galatasaray og sågar 5 kampe for Real Madrid har Hamit Altintop gjort sig bemærket lidt over det hele. Han har derudover fået 84 landskampe for Tyrkiet fra 2004-2014. Altintop er primært central midt, men kan også spille på højrefløjen.

Andre FM 2019 free transfers til midtbanen

Assane Demoya Gnoukhouri, Elfenbenskysten, 22 år, AM L
Nour Hadhria, Tunesien, 27 år, AM RC
Emmanuel Toku, Ghana, 17 år, AM C

De bedste FM 2019 gratis spillere: angribere

Dimitar Berbatov, Bulgarien, 37 år, ST

Hvad siger du til en spiller, der har scoret flere mål end Stoichkov for Bulgarien og som har scoret over 150 mål for Leverkusen, Tottenham og Manchester United? Bulgarske Dimitar Berbatov kan diske op med lækkerier, som er de færreste forundt, og har derudover en veludviklet målnæse, der altså resulterede i 48 scoringer i 78 kampe for Bulgarien – og som desuden betød, at Sir Alex Ferguson pungede ud med 300 millioner for ham.

I Berbatov får du en af de mest erfarne spillere på højeste niveau. På negativsiden får du også en spiller med samme arbejdsradius som et dovendyr. Men hey, han kommer sikkert til at score nogle virkelig flotte mål for dig!

Nilmar, Brasilien, 34 år, ST

Nilmar er et eksempel på en brasilianer, der strålede i hjemlandet, men som havde det sværere i Europa. Med 65 ligascoringer i cirka 130 kampe for Internacional og Corinthians prøvede Nilmar to gange lykken i Europa. Først i Frankrig, hvor det blev til katastrofale 2 mål i 32 kampe og dernæst i Villarreal, hvor det blev til pæne 26 mål i 85 kampe.

Siden 2012 har Nilmar primært spillet i Saudi Arabien, hvorfor han er gået lidt i glemmebogen, men tag ikke fejl, manden kan score mål, hvilket 9 mål i 24 kampe for Brasilien vidner om.

Giuseppe Rossi (nederst til venstre) på det italienske landshold. Kilde: CC BY-SA 3.0 Roberto Vicario

Giuseppe Rossi, Italien, 31 år, AMC ST

Var det ikke for skader, kunne Giuseppe Rossi formentlig have drevet det langt videre end han gjorde. Men selv med adskillige langvarige skader er det blevet til en flot karriere for italieneren, der startede i Manchester Uniteds ungdomsafdeling og også nåede en håndfuld førsteholdskampe. Rossis store gennembrud kom i Villarreal, hvor han såmænd spillede sammen med Nilmar og scorede 54 kampe i 136 kampe.

Siden røg han til Fiorentina, hvor han også gjorde det fremragende, inden det blev til knap så succesfulde afstikkere til Celta og Genoa. Giuseppe Rossi har derudover scoret 7 gange i 30 landskampe for Italien og er formentlig den bedste af vores FM 2019 gratis spillere i angrebet. Så hvis du har bandagen klar, er han en overvejelse værd, hvis du er tynd på toppen.

Keirrison, Brasilien, 29 år, ST

Kan du huske engang, da alle talte om en finte, der hedder “sælen”? Det var Keirrisons opfindelse, og i midt-nullerne var han udråbt som den nye (indsæt en eller anden tidligere brasiliansk stjerne). Efter at have bombet løs som 17-19 årig for Coritiba og Palmerias skulle Keirrison prøves af på højeste plan, og turen gik til Barcelona.

Det var dog et skridt eller 10 for højt for Keirrison, der levede en nomadetilværelse på udlån til en række klubber de næste 5 år, inden han fik silkesnoren i 2014. Siden da er det faktisk aldrig rigtig blevet bedre for Keirrison, der ikke har scoret i en klubkamp af betydning siden 2016. Men altså, “sælen” ser sikkert vildt fed ud på FM 2019’s todimensionelle bane!

Andre FM 2019 free transfers til angrebet

Emmanuel Emenike, Nigeria, 31 år, ST
Tulio de Melo, Brasilien, 33, ST
Babadidi Mustapha, Nigeria, 21 år, ST
Welliton, Brasilien, 32 år, ST
Gabriel Agbonlahor, England, 32 år, ST AML

Vi håber, du har fået gode fif af vores liste over de bedste FM 2019 gratis spillere. Læs også vores liste over de største FM 2019 talenter.