5 november 2022

Sidst opdateret: for 2 uger siden

Landsholdets popularitet – derfor elsker alle Hjulmand og landsholdet

Man kan nærmest allerede tale om en euforisk fodboldstemning op til det kommende VM. Danmark træder ind på en bølge af flotte resultater, der tæller en andenplads i en morderligt svær Nations League-gruppe og selvfølgelig først og fremmest en fantastisk EM-semifinale. Vi dykker ned i landsholdets popularitet og ser på de faktorer, der gør landsholdet og Hjulmand så højt elsket i befolkningen.

landsholdets popularitet

Landsholdets popularitet er enorm for tiden. Her er det danske fans mod Holland ved EM 2012. Foto – Football.ua under CC BY-SA 3.0

 

Resultaterne

Først og fremmest kommer vi ikke uden om resultaterne.

Op til VM lyder Hjulmands statistik, som er den del bedre end under Åge Hareid og markant bedre end under Morten Olsen.

Træner Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Målscore Pointsnit
Morten Olsen 179 85 45 49 277-194 1,68
Åge Hareide 40 20 15 5 80-33 1,88
Kasper Hjulmand 33 22 2 9 71-27 2,06

Vi har altså under Hjulmand det bedste pointsnit. Det er også under ham, vi scorer flest mål pr. kamp. Og det er under ham, vi slipper færrest mål ind.

Målt på nederlag var Hareide klart bedst, idet vi tabte hver 8. kamp. Under Morten Olsen gik der 3,65 kampe mellem hvert nederlag, altså klarede han sig mindre end halvt så godt. Kasper Hjulmand klarer sig nogenlunde lige så godt eller skidt som under Morten Olsen med 3,67 kampe mellem hvert nederlag.

Men betyder det så, at Hjulmand slet ikke klarer sig så godt, som mange af os har et indtryk af? Nej, slet ikke. For under Hjulmand har vi til gengæld langt, langt færre langgabere, der ender uafgjort.

Det gjorde hver 3,98. under Morten Olsen, mens det under Hareide var hver 2,66. kamp. Under Hjulmand er hver 16,5. kamp endt uafgjort, og han er altså lidt af en alt-eller-intet træner med blot to uafgjorte i 33 forsøg.

Hans sejrsprocent på 66,6% er da også med længder den bedste foran Hareide (50%) og Morten Olsen (47,62%).

Og det bringer os til næste punkt, der forklarer landsholdets popularitet, nemlig…

Spillestilen!

Vi taber måske mere end under Åge Hareide, men udtrykket er også et helt andet. Det er sjældent, Danmark ikke bruger store faser i kampen på at spille offensivt og jage sejren, også mod hold, hvor vi på papiret er underdogs. Og netop her ligger en anden vigtig pointe.

Et andet aspekt er nemlig graden af modstandere, vi har mødt. Blandt andet takket være Hareides resultater er Danmark rykket op i A-rækken i Nations League, og under Hjulmand har vi generelt mødt markant bedre hold, end vi gjorde under Hareide.

Under Hareide spillede vi 4 kampe mod hold i top 15 på FIFA’s verdensrangliste, men hele 36 hold lå uden for top 15. Under Hjulmand har vi i færre kampe allerede mødt 12 hold i top 15, altså tre gange så mange tophold som under Hareide.

Vi har blandt andet mødt England og Belgien 3 gange samt Frankrig og Kroatien to gange.

Selvom programmet har været pakket med modstandere fra øverste hylde, er det sjældent, vi er gået defensivt til værks og/eller er blevet spillet ud af brættet.

Det stiller Hjulmands resultater i et endnu bedre lys og spiller selvfølgelig også en rolle i landsholdets popularitet.

Og skulle du have os mistænkt for at have de rød-hvide briller spændt godt fast på næsetippen, så kan vi bare sige, at fourfourtwo har Hjulmand som den fjerdebedste landstræner lige nu.

Kasper Hjulmand

Hjulmands attitude

Der er “Daddy Vanopslagh”, men ingen har noget på den alfaderlige Kasper Hjulmand. Hjulmand taler sjældent med uld i mund, men er derimod åben, original og glad for at dele tanker om mere end blot spillet på banen.

Et lunt væsen, der tilmed både har humor og godt humør, og som kort og godt virker som sig selv, om han er foran kameraet eller ej.

Og så husker vi ham selvfølgelig alle i de skræmmende timer efter Finland-opgøret ved EM 2021, hvor kun den koldeste skid ikke blev berørt af Hjulmands rolige, men tydeligt påvirkede optræden på pressemødet.

Det var sigende for det indtryk, Hjulmand efterlader. En træner skal gå forreste for sine spillere. Det gør Hjulmand i den grad. Han vil ikke blot have sine spillere til at spille på en bestemt måde på banen, men også opføre sig på en bestemt vis både på og uden for banen.

Værdier lader til at være vigtige, og det er befriende i en fodboldverden, hvor vi i sandhed kan sætte spørgsmålstegn ved, om værdierne er ved at smuldre i en sport, der i stigende grad tages som gidsel af penge og spekulative typer, der mildest talt ikke elsker sporten som vi fans gør.

Og megen af landsholdets popularitet skal findes i, at Hjulmand lader til at repræsentere noget andet.

Spillernes attitude

Der er i den grad også kommet krudt under spillerne på landsholdet, og det bidrager helt sikkert til landsholdets popularitet.

Men al respekt for spillere som Thomas Sørensen og Jon Dahl Tomasson, der repræsenterede Danmark i 00’erne, men de var mestre i at sige en række ord uden, ja, at sige en skid.

Dengang var man for alvor begyndt at medietræne alt og alle, der kunne tænkes at komme nær et kamera. Og resultatet blev, at samtlige fodboldspillere nu var eksperter i at lyde som en kommunikationsansvarlig i et gennemsnitligt dansk politisk parti.

I GUDER hvor var det spild af alles tid og med til at grave en solid kløft i forholdet mellem fan og spiller.

Sådan er det ikke længere. I dag har vi Kasper Schmeichel, der på et VM-pressemøde owner hele England med fem små ord: “Has it ever been home?” Vi har Højberg, der græder hver eneste gang, vi vinder en vigtig kamp, hvilket går lige i hjertet på enhver fan.

Og uden endnu engang at tale for meget om hændelsen ved EM 2021, så havde vi der også en situation, hvor alle tilskuere og seere fik et unikt og smukt indblik i hver eneste danske spillers inderste følelsesliv og i det sammenhold, der er mellem spillerne.

Den slags popularitet og opbakning kan man ikke PR-træne og markedsføre sig til. Den kommer, fordi der er noget på spil, og fordi alle spillerne trådte i karakter og viste, at de i den grad fortjener vores opbakning.

Og at se spillere kæmpe for sejren og for hinanden er måske det vigtigste element, når man skal forklare landsholdets popularitet.

Stemningen på stadion

Den sidste parameter er en smule mere kontroversiel, fordi den kratter i overfladen på det fanmiljø, vi har herhjemme, og som ofte deler vandene.

Roligan-kultur og ‘sejle op ad åen’ er bestemt ikke uden sin charme. Men i løbet af de seneste år er der kommet en mere engageret stemning på lægterne.

Den kommer dels pga. landsholdets popularitet, men også, fordi der er kommet en mere organiseret fankultur.

Og det har faktisk klædt Parken, at der virkelig kunne komme tryk under kedlerne – også selvom folk gerne lige må huske, at kun idioter kaster med sine øl, råber under modstanderens nationalsang, udviser truende adfærd overfor med- eller modfans etc.

Det var den kontroversielle fangruppering, De Danske Rødder, der fik indført en mere engageret – hidsig, vil nogle mene – stemning på tribunerne. De installerede capo’er og sørgede for, at tilskuerne på lægterne i højere grad sang med og bidrog til stemningen.

Et par uheldige sager med De Danske Rødder kom dog i medierne, så DBU droppede samarbejdet igen. Selvom dette samarbejde altså gik i vasken, er der grund til at tro, man har fået lagt grobunden for en sundere balance fra fansiden.

Forhåbentlig kan vi ramme det sweet spot, hvor folk ikke føler sig intimideret til at synge med, hvis ikke de føler for det, og lignende dominansadfærd, men hvor modstanderholdets nakkehår stadig rejser sig, når de træder ind på Parkens græstæppe.

Alle ovenstående faktorer er med til at cementere landsholdets popularitet. Og det er velfortjent og skønt at se den kollektive glædesrus over de dygtige danske drenge!