Premier League start - hvad lærte de første runder os?

 
Det er en sjældent imødeset Premier League-sæson, der blev sparket i gang den 10. august. Hvad de fleste spørger sig selv om, er om Liverpool kan tage det første mesterskab siden 1990, men der er også rigeligt med spørgsmålstegn at sætte ved top 4 og sæsonens nedrykningskandidater? Efter de første runder af Premier League 18/19 har vi taget et kig på, hvad vi har lært.

Foto: Pixabay/Licens: Creative commons CC0


 
Lad os begynde med et kig på den formodede top 6. Ifølge en kæmpe afstemning på Skysports er Liverpool solide favoritter til at vinde foran Manchester City efterfulgt af Tottenham, Manchester United, Chelsea og Arsenal i den rækkefølge.

5 ud af 6 tophold kom fra land med en sejr, og eftersom to af dem – Arsenal og City – mødtes i første runde, var det af gode grunde ikke muligt med 6 af 6 sejre.

City, ‘Pool og London-klubber lader champagnen flyde

City begyndte, som de sluttede sidste sæson; i overbevisende stil. På Emirates sad City på det meste og dominerede både på boldbesiddelsen og chancer. Det blev fulgt op af en sejr med tenniscifre over Huddersfield, som blev smasket 6-1. Guardiola fortsætter dermed med at tromle igennem, og City i top 2 ligner allerede nu et stensikkert bet.

Det var ikke blot City og Guardiola, der indtil videre har grund til uforbeholden glæde. Også Liverpool og Chelsea kom forrygende fra start med henholdsvis 4-0 hjemme over West Ham og 2-0 ude over Palace for Liverpools vedkommende, mens Chelsea med 3-0 ude over Huddersfield efterfulgt af 3-2 hjemme mod Arsenal altså også har max point efter to runder.

Liverpool: store investeringer og ‘The Klopp’-effect

Liverpool har forstærket sig massivt i årets transfervindue og er det hold, der med længder har punget ud med fleste penge. Faktisk har man netto næsten brugt lige så meget som City, United og Arsenal til sammen.

Pengene er gået til at styrke målmandsposten med Allison, en alvorlig bolstring af midtbanen med Fabinho og Keita og til at styrke bredden i offensiven med Shaqiri. Det er dog den “gamle” garde i form af Salah, Mané (3), Sturridge og Milner, der hidtil har sparket boldene i nettet, og optimismen i Beatles-byen er med rette stor.

Chelsea: ud med en italiener; ind med en ny

Chelsea, anført af den nye mand på trænerposten Sarri, fik en sikker sejr ude mod Huddersfield på 0-3. Udover de tre point, der aldrig rigtig var i fare, kunne Sarri og co. glæde sig over en straffespark scoring fra debutanten Jorginho.

Det blev fulgt af af en 3-2 sejr i derbyet mod Arsenal. Sejren mod Arsenal var alt andet end sikker, og forsvaret så til tider rystende ud. Men i den slags opgør kan meget tilgives, hvis man henter 3 point.

Tottenham: Pochettinos selvkørende tog

I modsætning til de fleste andre tophold har Tottenham ikke brugt en rød reje. Desuagtet står London-klubben også med seks point af seks mulige. Tottenham slog først i en tæt kamp Newcastle med 2-1, en sejr som kom i hus takket være hårdt arbejde.

Lettere var det straks hjemme mod Fulham, som blev slået 3-1, og Pochettino kunne dermed sætte endnu et flueben. Eriksen og co. ser lige så stabile ud som sidste år, hvilket tegner godt.

Dovne fadøl til United og storforbrugende Everton

I Manchester United er stemningen ikke ligefrem god. I første runde blev det ganske vist til en 2-1-sejr over Leicester, som aldrig rigtig var i fare. Men kampen blev fulgt op af et katastrofenederlag til Brighton på 3-2.

Måske mere bekymrende end denne svipser er, at Mourinho har fortsat stilen fra pre-season med vrede udfald mod både spillere og klub, og den tidligere ‘Happy One’s’ humør lader til at være tilbage i det vante ‘Crappy One’ i stedet.

Det understreger det anstrengte forhold, han har til ikke blot spillere og klub, men også til klubbens fans. Frustrationen over hans tilbageholdende spillestil blandt tilhængerne er tydelig.

Og med det seneste opgør mellem Woodward og Mourinho in mente, skal der ikke mange dårlige resultater til, før Mourinho rykker fra sin nuværende andenplads over bookmakernes favorit til at blive fyret, til nummer 1.

Everton: Dyrtkøbt optimisme

Subtop-holdet Everton er den femte mest spenderende i dette vindue med tilgange som Richarlison, Yerry Mina, Lucas Digne, Kurt Zouma (lån), André Gomes (lån) og Bernard. Der er derfor et vist pres på de blå, som de dog også på sin vis har levet op til så langt med fire point efter to kampe.

Ude mod oprykkerne fra Wolverhampton blev det ganske vist blot til 2-2 i den første kamp, men man spillede med en mand i undertal i store dele af kampen, efter Phil Jagielka blev udvist i første halvleg. Og i 2. runde kom der tre point på kontoen hjemme mod Southampton.

En af de vigtigste ting at tage med for Everton er nyindkøbet Richarlison. Han har stået Everton i omkring 400 millioner, og det er blevet kritiseret vidt og bredt som et klart eksempel på det vanvittige transfermarked.

Han har dog startet ud med at score 3 af Evertons 4 mål, så nu er fansene nok så småt begyndt at inkorporere “I told you so” i deres næste slagsang.

Lunkent postevand til oprykkerne

Den ene oprykker, Wolverhampton, er blevet spået en god sæson i Premier League. Det kan de da også sagtens nå, men starten har ikke været imponerende. I den første kamp blev det som bekendt til uafgjort mod Everton trods en mand i overtal.

Senest tabte man så 0-2 ude mod Leicester trods endnu engang at være en mand i overtal, da hjemmeholdets Jamie Vardy blev vist ud efter 66 minutter. Ikke den bedste start fra Birmingham-naboerne.

Den anden oprykker fra Cardiff kom efter 0-2 i den første kamp mod Bournemouth på pointtavlen med 0-0 hjemme mod Newcastle. Det vil de nok prise sig lykkelige for, eftersom gæsterne var klart farligst, og baseret på de første to runder skal der knofedt til, hvis ikke Cardiff som forventet skal ende med at returnere til Championship.

Gravøl til danskerklubben og tre Londonklubber

Hvor London-klubberne Tottenham og Chelsea er kommet perfekt fra land ser det diametralt modsat ud i tre andre London-klubber, Arsenal, West Ham og oprykkerne fra Fulham.

Arsenal: ny mand med 0 point

Arsenals startprogram har været alt andet end let med City hjemme og Chelsea ude. Derfor er det måske ikke decideret chokerende, at den første sejr lader vente på sig, men det må alligevel være bekymrende for den nye træner Unai Emery, at man ikke har fået point endnu.

Mod Chelsea var man tæt på, da man kom fra 0-2 til 2-2. Men i det 81. minut slukkede Marcos Alonso altså håbet for Emerys tropper. Næste gang hedder modstanderen West Ham, som ligeledes har tabt de to første opgør, og her er kravet 3 point i en kamp, hvor en eventuel taber vil have et forklaringsproblem.

West Ham: Fortsætter ræset mod bunden

West Ham fik bank med 0-4 ude imod Liverpool i første opgør. Det er der måske ikke så meget at sige til, for Klopps tropper ser uhyggelige ud. Men det blev fulgt op med katastrofale 1-2 hjemme mod Bournemouth trods en West Ham føring ved pausen.

De havde en meget svær sæson sidste år, og det må vække alvorlig bekymring, at man står med 0 point efter to runder.

Fulham: En ny Crystal Palace?

Hos storsatsende Fulham, der er tilbage i Premier League for første gang siden 2014, kan man også forestille sig, at de første to runder har ført til halvsvedige håndflader. Klubben har med knap en milliard i nettoforbrug dette vindue gjort det klart, at ambitionerne er store.

Ind er kommet navne som Jean Michaël Seri, André Zambo Anguissa, Aleksandar Mitrovic, André Schürrle (lån), Tim Fosu-Mensah (lån), Calum Chambers (lån) og Luciano Vietto (lån), og Fulham kan stort set præsentere en helt ny startellever i forhold til sidste sæson.

Det har været en dyr omgang, og 0-2 nederlaget hjemme mod Crystal Palace i første runde var en klar streg i regningen. Det blev fulgt op med et forventeligt 3-1 nederlag ude mod Tottenham, og Fulham er dermed tredje London-klub med 0 point af 6 mulige.

Det er set før, at så massive udskiftninger fører til omvæltninger, der koster mange point. Og med hold som City, Everton og sidste sæsons overraskelse Burnley på programmet i de næste fem runder kan det blive en meget rodet start for Fulham.

Skrækscenariet vil være at ende som QPR, der i håbet om at undgå nedrykning fra 2013-2015 foretog groteskt store investeringer alt sammen for alligevel at ende som nummer sjok. Det lider klubben stadig under, og for få uger siden blev de såmænd tildelt et transferban og en kæmpe bøde på grund af den elendige økonomi.

Fulham er selvfølgelig langt fra et lignende scenarie, men det bliver spændende at se stillingen efter sjette spillerunde.

Huddersfield: 0 point og 9 indkasserede

Endelig er Zanka og co. i Huddersfield kommet katastrofalt fra start. Ligesom Arsenal kan de trøste sig med at have overstået to hårde modstandere i form af Chelsea og Manchester City. Men selvom Huddersfield var undertippede, er udfaldet af begge opgør uacceptabelt.

0-3 blev det til hjemme mod Chelsea, og dernæst blev man altså slagtet 6-1 af City. Med en målscore på 1-9 er Huddersfield under maksimalt pres for at få tre point, når de næste gang tager imod Cardiff.