Spillere der floppede som trænere

Mange af de største trænere i fodboldens historie kommer fra en baggrund som spillere. Det giver trods alt god mening, for hvilket bedre sted at få erfaring end på banen. I andre tilfælde viser det sig dog, at fodbolspillerens intellekt ikke rækker til meget mere end at score mål og juble. Og det kommer der heldigvis ofte sjove fortællinger ud af. Vi har samlet en bunke af de spillere der floppede som trænere til dig.

Maradona med Argentinas tidligere præsident Néstor Kirchner. Kilde: CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=388466

Graeme Souness – den selvhøjtidelige benbrækker

Som spiller var han den no-nonsense ærkebrite, som fans i England elsker. Som manager tog han de dyder med sig. Det skal retfærdigvis siges, at Graeme Souness i denne pøl af elendige trænere befinder sig i soppebassinet, men ikke desto mindre er hans plads på vores liste over spillere der floppede som trænere velfortjent.

Udover et komplet opblæst ego husker de fleste ham for sin mildt sagt destruktive tilgang til fodbold. Det startede ellers flot i Glasgow Rangers, hvor han havde stor succes som spillende træner fra 1986-1991, men derefter gik turen til Liverpool, hvor Souness var med til at drive klubben vidt i dens deroute i 90erne, som Souness i høj grad var med til at påbegynde over næsten tre år fra 1991-1994.

Herefter fulgte en række ansættelser i Tyrkiet, England, Italien og Portugal, der var kendetegnet ved, at de sjældent varede mere end et år. I løbet af sin nomadetilværelse nåede han også at give en vis Deco løbepas og erstatte ham med Mark Pembridge.

Souness’ sidste ansættelse var i Newcastle, hvor han fra september 2004 til februar 2006 nåede at fyre 600 millioner kroner af, inden ledelsen sagde farvel og tak. I dag har Souness forladt sporet som elendig træner for at hellige sig gerningen som elendig kommentator på SkySports.

Her er det David Luiz, der med fire ord piller Souness’ analyse fra hinanden.

Hristo Stoichkov – den bogstaveligt talte benbrækker

Jeg tror ikke på taktikker som koncept,” lød det fra Bulgariens største stjerne nogensinde, da han i oktober 2007 tog tøjlerne i Celta Vigo. Lige så fortræffelig, han var som spiller, lige så uduelig var Hristo Stoichkov som træner, og den taktikløse træner fik da også kun 17 kampe i Spanien, inden bestyrelsen efter 9 nederlag tænkte, de ville prøve med en træner, der havde en taktik.

Stoichkov oplevede faktisk hæderlige resultater som træner for Bulgarien, som han dog ikke kunne føre til nogen slutrunder, og efter Celta Vigo-fadæsen blev det til trænergerninger i knap så prangende omgivelser i henholdsvis Mamelodi Sundowns, Litex og CSKA Sofia.

Hans største problem var utroligt nok ikke fraværet af taktiske overvejelser, nej det var hans mildt sagt hidsige temperament og evne til at kue sine spillere under græstæppet. Stoichkov sendte tre spillere på tidlig pension som træner og fandt efterfølgende også tid til at score sig en efterforskning for at overfalde en journalist, der bad om et interview.

Paradoksalt nok er Stoichkov selv i dag i mediebranchen, hvor han giver den som fodboldkommentator og sikkert leverer super skarpe taktiske analyser.

John Barnes (+ Jason McAteer) – “Dum & dummere”

Engelsk-jamaicanske John Barnes huserede i årevis på venstrefløjen hos Liverpool og det engelske landshold, hvor han var en yderst målfarlig herre. Og da han lagde støvlerne på hylden, stod skotske Celtic klar til at give ham tøjlerne.

Det blev mildest talt ikke en succes. Han vandt 65,52% af sine kampe, hvilket kan synes flot (til sammenligning vandt Alex Ferguson 65.2% af sine PL-kampe i spidsen for United), men når man er i en liga, hvor der kun er én reel udfordrer, så tæller det bare ikke rigtig lige så højt, især ikke når 8 ud af 29 kampe endte med nederlag.

John Barnes blev hurtigt fyret, og huskes i dag som en af Celtics værste trænere nogensinde, men det tog ikke modet fra ham, og Jamaica stod klar til at gøre ham til landstræner. Her havde han faktisk et pænt år med 7 sejre og 4 uafgjorte i 11 kampe, inden Tranmere gav ham en ny chance på britisk jord. Det skulle de ikke have gjort.

Det blev til fire måneder i Tranmere, 12 kampe, 1 uafgjort og 8 nederlag til Barnes og hans gamle kollega fra Liverpool Jason McAteer, der blev hyret som assistent. 9. oktober var begge igen ledige på markedet. De skrev næppe “Dum & Dummere”, som spillerstaben døbte dem, på deres CV.

Tony Adams – Den dansende dåre

Som spiller var han en legendarisk sidste skanse for Arsenal i næste to årtier, hvor Tony Adams fik over 500 kampe på CV’et og var enormt respekteret af både med- og medspillere. Som træner .. knap så meget.

Faktisk kan få mennesker præsentere en værre statistik som træner end Tony Adams. 82 kampe som træner er det hidtil blevet til og under hver femte gang har han forladt banen som vinder. 19,6% af kampene er mere præcist blevet vundet, 34,2% endte uden vinder og mageløse 46,3% blev tabt for henholdsvis Wycombe Wanderers, Portsmouth og senest i La Liga-klubben Granada i 2017, hvor Tony Adams formåede at tabe 7 ud af 7 kampe, inden hans arbejde var gjort.

Et er at være en elendig træner. Noget andet er at være en elendig træner uden format. Det viste Tony Adams i adskillige omgange med godt gammeldags tuderi og pegen fingre af alle andre end sig selv, når resultaterne (endnu engang) ikke flaskede sig.

I det mindste efterlod han sig dette stykke kulturarv.

 

Diego Maradona – fyrre, fed og Forenede Arabiske Emirater

Nå, det var manglende format, vi kom fra. Og hvilken bedre repræsentant for de formatløse end manden, hvis evner på en fodboldbane er omvendt ækvivalent med hans evner som velfungerende menneske.

Hvis nu man sad som bestyrelsesformand i en fodboldklub og læste ansøgningen fra Diego Maradona igennem, mens man grublede over hans dømmekraft, kunne man sparet sig tid ved at skrue tiden tilbage til VM i 1994, hvor det lykkedes den lille magiker, senere fedling at blive smidt ud for at tage kokain. For uanset hvor man står på legaliseringsspørgsmålet, så er det pænt hjernedøde omgivelser at stoppe næsen i.

Nå, men Diego Maradona blev træner, først i to argentinske klubber, hvor han præsterede en sejrsprocent på 13,4 (Tony Adams begyndte lige at svede en overgang), inden han på gud ved hvilke meritter blev landstræner for Argentina. Her gik det faktisk fint en overgang. Spillet var sjældent godt, men Maradona fik dem til VM, hvor man kom fra land med fire sejre af fire mulige, inden virkeligheden bankede på.

I kvartfinalen mødte Argentina Tyskland og her blev de bombet tilbage til sidste århundrede med et ydmygende 0-4-nederlag, og så var den ansættelse overstået. Siden da har Maradona huseret i De Forenede Arabiske Emirater, hvor det er blevet til to jobs og to fyringer.

Det seneste minde fra Maradona var fra VM 2018, hvor han var med som tilskuer og gjorde sig bemærket ved at række fuckfingre af modstanderen for rullende kameraer, simulere at sove under en kamp, opleve, hvad der formentlig var en kokaininfuseret ekstase efter en argentinsk sejr og gøre grin med en flok sydkoreanske fans øjne.

 

Nicolas Anelka – Mumbai madness

Hvis der er en ting, mange af trænerne på listen har til fælles, så er det, at de aldrig ligefrem har emmet af lederskab i løbet af deres karriere. Således heller ikke eremitkrebsen Anelka, der i løbet af en 19 år lang karriere som professionel nåede 14 klubskifter og at blive smidt hjem fra et VM for at bede sin træner og angivelige “søn af en hore” om at “kneppe sig selv” (“Va te faire enculer, sale fils de pute,” for de fransk interesserede).

Ikke desto mindre gik Anelka forrest, da hans indiske klub Mumbai City skulle have en ny træner, og han blev en spillende en af slagsen. Han var desværre ikke særlig god til nogen af delene. I 14 kampe blev det til 16 point, og da Anelka på to sæsoner i det indiske også kun nåede to scoringer, så blev det besluttet, at de penge kunne bruges bedre.

I dag er Anelka rådgiver for Roda i den næstbedste hollandske række. Vi ved ikke om hvad, måske noget om sign-on fees, eller hvor man får den bedste tatar i det sydlige Holland.

Edgar Davids – når træneren ser rødt

Edgar Davids var i årevis en stjerne for Ajax, Juventus, Barcelona og det hollandske landshold, hvor den lille terrier som få andre kunne smadre ethvert optræk til et angreb fra modstanderen i stumper og stykker.

To år efter sit karrierestop blev det nærmest ud af det blå offentliggjort, at Davids skulle være ny spillende træner i League Two-klubben Barnet, hvilket næppe mange havde set komme, da han trods alt var ved at runde de 40 år.

Det skulle ikke vise sig at være den bedste idé, Edgar Davids nogensinde har fået. Første sæson endte med nedrykning, men Barnet holdt fast i Davids sommeren over. Det skulle ikke vise sig at være den bedste idé, Barnet nogensinde har fået.

I den kommende sæson lykkedes det den 1,69 meter høje tank at blive vist ud i 3 ud af 8 opgør, inden han tog sit tøj og gik. Med 25 sejre, 18 uafgjorte og 25 nederlag i baglommen.

Paul Gascoigne – 39 dage og tilbage på dagpengekontoret

De fleste kandidater på vores liste er i den sjove afdeling. I tilfældet Paul Gascoigne er vi nærmere ovre i det tragiske. En af de absolut største naturtalenter i engelsk fodbold viste sig desværre som så mange andre at være lidt af et rod uden for plænen.

Efter sit karrierestop prøvede Paul Gascoigne først trænerlykken i Boston United i USA. Her blev det til 11 kampe, inden Gascoigne smuttede fordi, han ikke måtte deltage i et reality-program for klubben. Herefter fulgte et par måneder i portugisiske Algarve United som spillende træner, men Gazza kunne ikke få klubben til at give ham en kontrakt, så han vendte tilbage til de britiske øer og blev træner for Kettering Town.

Her fandt han trænerlykken … i 39 dage, inden han blev fyret. Ifølge Gazza fordi bestyrelsesformanden blandede sig for meget i hans job, ifølge bestyrelsesformanden fordi, Gascoigne drak på jobbet. Med Gazza’s historik med alkohol og stoffer hælder vi til at tro på ham den anden.

Paul Gascoigne har siden flirtet med forskellige klubber, men ingen har altså bidt på. Gennembruddet på trænerbænken venter derfor stadig.

Romarios vigende hårgrænse

Til at afslutte listen har vi fundet en træner, der kom tæt på at slå Paul Gascoignes rekord på 39 dages ansættelse. Ingen ringere end verdensmesteren fra 1994, Romario.

Manden, der scorede over 700 officielle mål for klub- og landshold blev i oktober 2007 spillende træner i Vasco Da Gama i en alder af 41 år.

Det gik faktisk ikke helt ringe til at starte med, eftersom Romario scorede tre gange i sine første seks kampe. Desværre lavede Romario, som gennem hele sin karriere var kendt for sin ringe disciplin, en Maradona, og blev knaldet med stoffer i blodet.

Ifølge Romario var det noget så uskyldigt som et hårmiddel. Desværre for ham var det også et stof, der var forbundet med anabolske steroider, og så var det eventyr slut.

Selvom Romario som spiller var kendt som lidt af en skid, der var svær at komme overens med og ikke gik pokkers meget op i andre end sig selv, har han siden karrierestoppet slået sig op på den politiske scene. Og her han faktisk oplevet stor succes, blandt andet ved bramfrit at tordne mod korruption både ind- og udenrigspolitik samt i fodboldverdenen.

Vi håber, du har været underholdt af vores liste over spillere der floppede som trænere. Vil du læse om nogen, der forhåbentlig ikke går i deres fodspor, kigger vi her på de nye britiske trænere.