18 august 2022

Sidst opdateret: for 1 måned siden

Superligaens største overraskelser

Superligaen så dagens lys i 1991. Siden da er vi danske fodboldfans blevet forkælet med en lang række uforglemmelige øjeblikke. Læs om Herfølges chok-mesterskab, et historisk Brøndby kollaps og meget mere, når vi skruer tiden tilbage og gennemgår de største Superliga overraskelser nogensinde.

største Superliga overraskelser

Silkeborg var ikke engang fuldtidsprofessionelle, da de i 1994 vandt mesterskabet og skabte en af de største Superliga overraskelser nogensinde. Foto: YouTube

Da Bruun og co. stjal mesterskabet

Vi skal tilbage til det herrens år 1993. En ny Superliga sæson stod for skud, efter FC København sæsonen forinden havde vundet sit første mesterskab efter fusionen mellem KB og B1903. FCK var imidlertid ikke favoritter.

Det var Brøndby, der havde forstærket sig med solide navne som Dan Eggen, Søren Colding og Mark Strudal. Disse spillere tilsluttede sig en trup, der i forvejen talte navne som europamestrene Mogens Krogh og Kim Vilfort, Marc Rieper, Jens Risager og Uche Okechukwu.

I Silkeborg kunne man slet ikke mønstre den slags profiler. Faktisk var klubben end ikke fuldtidsprofessionel! 20 x pengene igen gav Silkeborg som mestre og blev spået at slutte på et sted mellem en 4. og en 7. plads.

Silkeborg, som blev ledet af den senere landstræner Bo Johansson, kom imidlertid flyvende fra land, og efter 10 runder hed høsten 7 sejre, 2 uafgjorte og blot et enkelt nederlag. Både Brøndby og FCK blev i løbet af stimen sendt hjem fra Silkeborg med henholdsvis et 4-2 og et 4-1 nederlag.

Gassen gik imidlertid af ballonen op til slutspillet, hvor Silkeborg dog stadig holdt et snævert forspring på 1 point ned til OB og 3 point til FCK, mens Brøndby allerede var hægtet af.

En længere stime, som også fortsatte ind i slutspillet, med mange uafgjorte fik fans til at tvivle på, om silkeborggenserne kunne stå distancen, og i næstsidste runde så det ud som om, korthuset ville ramle.

Målfoto og drama i de sidste runder

Silkeborg, som en håndfuld runder forinden endnu engang havde smadret FCK med 5-0, mødte nu FCK i Parken. Søren Frederiksen bragte Silkeborg foran 0-1, og mesterskabet var pludselig meget tæt på.

Men FCK udlignede inden pausen og fortsatte derpå med at mose Silkeborg, som blev sendt hjem med et 4-1 nederlag. De to hold var nu á point, men FCK havde den bedre målscore inden sidste spillerunde, hvor Silkeborg hjemme skulle møde AaB, mens FCK ude stod overfor OB.

Silkeborg selv blev hjulpet godt på vej, da AaB’s Calle Facius efter 20 minutter plantede en albue lige i smasken på Morten Bruun og modtog marchordre. En regulær svinestreg, som også gjorde, at Bruun måtte udgå.

Herefter kunne Silkeborgs 11 mand langsomt kvæle AaB. På to mål af Heine Fernandez spillede Silkeborg en sikker 2-0 sejr i hus. Men øjnene var rettet mod Odense. Kunne FCK komme derfra med 3 point, ville det hele være forgæves.

Trods en tidlig OB-føring kæmpede FCK sig tilbage, og blandt andet på mål af Peter Møller gik københavnerne til pause 2-1.

Lars Brøgger udlignede imidlertid 10 minutter inde i 2. halvleg, og nu var det FCK, der skulle jagte. Et kæmpe pres blev sat ind, jo tættere slutfløjtet kom, men det lykkedes ikke at få bolden i nettet.

I stedet var det hjemmeholdets John Damsted, der i overtiden sparkede sejren til Odense og pokalen til Silkeborg.

En af de største Superliga overraskelser var dermed en realitet.

Faxes bonderøve fra Herfølge løber med det hele

Det er formentlig ikke blot en af de største Superliga sensationer nogensinde, men dén største Superliga overraskelse punktum. Herfølge, en lille midtsjællandsk flække med 7000 indbyggere tilbragte sin blot fjerde sæson nogensinde i Superligaen.

I spidsen for holdet stod den nye, urutinerede træner John ‘Faxe’ Jensen, der tilmed var spillende træner. Andre navne på holdet talte Tommy Schramm, Jesper Falck og Steven Lüstü samt en række rutinerede, men gamle navne såsom Chris Hermansen.

Og nå ja, ej at forglemme en ung Bo Henriksen. Det var et hold, der konstant fik flotte placeringer, selvom det logisk gav meget lidt mening – en Superligaens svar på humlebien, der ikke burde kunne flyve. Eller måske bare Leicesters forgænger.

Herfølges succeskriterie for sæsonen var overlevelse, som det var hvert år. I toppen af ligaen kunne de se trupper som Brøndbys med Ruben Bagger, Bent Christensen, Ole Bjur, Søren Colding, Kim Daugaard og Stig Inge Bjørnebye.

AB med Jan Hoffmann, Martin Albrechtsen, Nicolai Stokholm, Brian Steen Nielsen og Jan Michaelsen. Eller AaB med Jimmy Nielsen, Søren Frederiksen, Allan Gaarde og Ståle Solbakken.

Ikke én Herfølge-spiller ville komme på holdet i en af top 5 klubberne.

Favoritterne får gummiben

Men Herfølge lagde fra land med en 3-1 sejr over AaB, og så var vi da i gang. Og de fortsatte. Frem til 12. spillerunde, hvor AaB fik hævn med en 4-0 lussing, var Herfølge ubesejret(!) med 7 sejre og 4 uafgjorte.

Alligevel var der ingen, der troede på det lille hold, der var nummer et, 3 point foran Brøndby. De næste 10 kampe bød da, trods 6 sejre, også på 4 nederlag – herunder 0-5 mod Brøndby, så det så ud til, at normaliteten ville indfinde sig.

Men de nærmeste forfølgere blev kort og godt ved med at glide i spinaten ved hver eneste lejlighed. Med 5 kampe tilbage begyndte det umulige at kunne lade sig gøre. Gummibenene indfandt sig skam hos Herfølge, der spillede deres seneste tre kampe uafgjort.

Men Brøndbys kaotiske sæson fortsatte, blandt andet med 0-3 mod Lyngby. I næstsidste runde slukkede AB lyset på Vestegnen med en 2-0 sejr.

Herfølge var mestre med et af de laveste pointsnit nogensinde på 1,69 pr. kamp og en målscore på +3. En fuldstændig vanvittig præstation af Faxes tropper, der for evigt har sikret ham og klubben en plads i historiebøgerne.

Året efter rykkede Herfølge ud af Superligaen, og i dag er klubben fusioneret med Køge under navnet HB Køge.

Da guldet røg til Nordsjælland

Det kan ikke helt måle sig med de største Superliga overraskelser, men da FC Nordsjælland i 2012 brød FC Københavns totale dominans, var det trods alt en monumental bedrift. Intet hold har været så dominant i Superligaen som FCK, der forinden havde vundet 5 mesterskaber på 6 år og tre i træk.

Med spillere som Dame N’Doye og Cesar Santin i angrebet, Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson i forsvaret, en ekvilibrist som Christian Bolaños på midten og unge stortalenter som Thomas Delaney og Mathias Zanka var det svært at se, hvordan det ikke skulle blive til nummer fire i streg, som også ville være Superliga rekord.

Og FCN fik da også en skidt begyndelse på sæsonen, hvor de lagde fra land med 1 uafgjort og 2 nederlag. Efter 10 kampe blev der rettet til op på butikken, og facit lød på 5 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag.

At FCN’s bedrift skal regnes blandt de største Superliga overraskelser nogensinde understreges til gengæld, når man kigger på FCK’s resultater i samme periode. 9 sejre, 1 uafgjort og 0 nederlag. Det er stadig rekord i dag, og det understreger, hvor stor en bedrift, der var tale om.

I runde 13 kom dog et af de første tegn på, at FCK trods alt var menneskelige, da FCN kom på besøg i Parken. I en kamp, hvor FC Nordsjælland var i fuld kontrol, var det således kun et trøstemål, da Dame N’Doye sparkede bolden i nettet i det 83. minut.

FC Nordsjælland havde forinden chokeret det meste af fodbolddanmark med tre scoringer og tog altså derfra med en 3-1 sejr. Et par andre ridser i lakken til trods, gik FCK på vinterferie med 39 point, hvilket kostede træner Roland Nilsson jobbet, mens FC Nordsjælland var nærmeste forfølger med 35 point.

En fantastisk FC Nordsjælland slutspurt

I de første fem runder af forårssæsonen rendte FC Nordsjælland ind i yderligere et par nederlag, og mens FCK havde et par dumme pointtab, var de dog ubesejret efter 10 kampe af halvsæsonen.

Det første nederlag kom imidlertid i 29. spillerunde til netop FC Nordsjælland, der på Farum Park vandt 1-0 foran knap 10.000 tilskuere. Sejren var en del af en fantastisk slutspurt fra FC Nordsjælland, der i de sidste 8 kampe vandt 7 og spillede 1 uafgjort.

Omvendt havde FCK hele tiden været i førersædet, men mod slutningen gik gassen fuldstændig af ballonen efter nederlaget til FC Nordsjælland.

De næste to kampe endte uafgjort, før man tabte til FC Midtjylland på udebane i næstsidste spillerunde og for første gang smed førstepladsen og nu havde to point op til naboerne nordpå.

I sidste spillerunde skulle FCK derfor håbe på, at FC Nordsjælland maksimalt fik uafgjort hjemme mod AC Horsens, der havde gang i en flot sæson, hvor man sluttede som nummer 4.

Trods en nervøs forestilling kom FC Nordsjælland på 1-0 inden pausen, og i kampens slutning gjorde man arbejde færdig med to scoringer til 3-0. Mesterskabet og en af de største Superliga overraskelser nogensinde var en realitet.

Mesterskabet var ikke blot en af de største Superliga overraskelser. Den lagde også kimen til den positive udvikling, FC Nordsjælland siden har gennemgået.

Det betød nemlig, at klubben sæsonen efter kvalificerede sig direkte til Champions League – i høj grad takket være de mange koefficientpoint, FCK i årene forinden havde skrabet ind til Danmark.

Det økonomiske boost var med til at danne det solide fundament for FC Nordsjælland, som man siden har bygget til på.

Vi håber, du er blevet underholdt og måske en smule klogere af vores gennemgang af de største Superliga overraskelser nogensinde.