Football Manager 2020 gratis spillere

Der er masser af gratis guld på gaden i Football Manager 2020. Vi gennemgår de bedste Football Manager 2020 spillere til samtlige pladser på banen. Her finder du tidligere Real Madrid-spillere, et væld af tidligere AC Milan profiler og såmænd også en dansk elegantier.

Dette hold ville formentlig klare skærene i en liga som den franske Ligue 1. Og du kan købe alle 11 for 0 kroner.

Gratis målmænd FM 2020

Lad os starte med et kig på den bageste skanse og de gratis Football Manager 2020 målmænd på markedet. Her kan du vælge mellem de yngre, men mere rustne alternativer, eller de erfarne veteraner.

Michel Vorm, GK, 35 år. Med 15 kampe for Holland og 8 års Premier League erfaring er Michel Vorm en rutineret herre. Det er den klare fordel ved den refleksstærke hollandske målmand. På minussiden har han blot spillet 14 førsteholdskampe siden 2014, så der skal bankes meget rust af ham.

Fabiano, GK, 31 år. Brasilianske Fabiano fik løbepas i sommer efter 7 år i klubben. Den 197 centimeter høje målmand er den med længder yngste målmand på listen, hvilket trækker op, da der er gensalgsmuligheder i ham. På negativsiden har han, ligesom Vorm, ikke spillet fast siden 14-15 sæsonen.

Tomasz Kuszczak, GK, 37 år. Ligesom Vorm har 37-årige Kuszczak masser af erfaring fra højeste niveau, ligesom han også har repræsenteret sit land ved flere lejligheder. Alderen er dog til den høje side, hvorfor dine scouts skal gå hans nuværende niveau efter i sømmene.

Gratis forsvarere FM 2020

Der er masser af attraktive gratis forsvarere i Football Manager 2020. Her er særligt venstrebacken fyldt med gode, gratis muligheder til dig.

Gratis højrebacks FM 2020

Ignazio Abate, RB, 32 år. 32-årige Ignazio Abate har ikke haft helt held i bøssen de seneste par år. Men tag ikke fejl, for med over 20 landskampe og over 300 kampe for AC Milan er der masser af fodbold tilbage i italieneren.

Mehdi Zeffane, RB, 27 år. Mehdi Zeffane vækker nok ikke lige så megen genklang som Abate, og talentet er da også mindre hos algerieren, der fik løbepas i Rennes. På plussiden er fremtidsudsigterne længere hos Zeffane, der desuden kan dække begge backs.

Gratis centrale forsvare FM 2020

Nemanja Pejcinovic, CB, 32 år. Med sine 185 centimeter er Pejcinovic, der sidst tjente godt til føden i Kina, ikke et lokum af en centerforsvarer. Til gengæld er han okay hurtig og faktisk relativt målfarlig.

Philipp Wollscheid, CB, 30 år. I de senere år har den næsten 2 meter høje Wollscheid spillet mest segundafodbold. Men med over 150 kampe i 1. Bundesliga og Premier League samt to tyske landskampe, har potentialet i hvert fald været der. Under den rette vejledning kan han måske komme tilbage på rette spor.

Slobodan Rajkovic, CB, 30 år. Slobodan Rajkovic er en af Chelseas mange tidligere lejesoldater. Sidst har serberen, der har 19 landskampe til sit navn, spillet i Palermo. Han er formentlig den bedste gratis centrale forsvarsspiller i FM 2020.

Younès Kaboul, CB, 33 år. Med over 100 kampe for Tottenham er den bomstærke Younès Kaboul nok den mest kendte gratis centerforsvarer i FM 2020. Men med sine 33 år og blot 24 kampe de sidste to år er han også det største wildcard.

Gratis venstrebacks FM 2020

Martin Olsson, LB, 31 år. Med knap og nap 200 Premier League kampe og 47 landskampe er Martin Olsson et yderst stærkt kort på venstrebacken.

Ivan Strinic, LB, 32 år. Ligesom Olsson har Strinic nået mange landskampe – 49 for at være eksakt. Til gengæld har forsvareren, med en fortid i blandt andet Napoli, Sampdoria og Milan, ofte haft sværere ved at blive fast mand på klubplan i Serie A.

Fábio Coentrão, LB/ML, 32 år. Med 52 landskampe har også portugisiske Coentrão masser af landskampserfaring. Sidst fik den tidligere Real Madrid spiller dog løbepas i Rio Ave, så niveauet kan være lidt tvivlsomt.

FM 2020 Gratis midtbanespillere

Når det gælder gratis FM 2020 gratis midtbanespillere, er der masser af guf til både den offensive og defensive del.

Gratis højre wings FM 2020

Gabriel Torje, AM RLC/ST, 29 år. Engang blev 29-årige Gabriel Torje betragtet som et kæmpe talent. Det blev aldrig helt forløst, men ikke desto mindre er det blevet til 11 mål i 56 landskampe for højrefløjen, der også kan dække de andre offensive pladser.

Michael Krohn-Dehli, AM RLC, 36 år. Vi kan ikke komme uden om Krohn-Dehli. Ganske vist er han gammel og skadet fra spillets start. Men han er også versatil, og, ja, det er jo Krohn-Dehli.

Keisuke Honda, AM RC, 33 år. Med 98 landskampe og 37 mål har Honda mest international erfaring af alle gratis FM 2020 spillere. På negativsiden har han tilbragt de sidste to år i mexicansk og australsk fodbold, så formen er nedadgående.

Gratis centrale midtbaner FM 2020

Vurnon Anita, DMC/MC, 30 år. Der var høje forventninger til Vurnon Anita, da Newcastle i sin tid købte ham. Det blev aldrig forløst, men den defensive midtbanespiller har da over 350 kampe i Holland og England, samt hollandsk landsholdsdebut på CV’et.

Sékou Sanogo DMC/MC, 30 år. Sanogo har tilbragt karrieren i først Schweiz og sidenhen Saudi-Arabien. Derfor vækker han næppe den store genklang. Men Sanogo, der er overraskende målfarlig af en skraldemand at være, kan bestemt være brugbar for mange klubber.

Lucas Silva DMC/MC 26 år. Med 7 brasilianske landskampe og 4 år i Real Madrid er Lucas Silva utvivlsomt det største navn på listen. Hans løn vil være høj, men gensalgsværdien er til gengæld det samme, hvis du kan få ham i gang.

Andrea Bertolacci, MC/AMC, 28 år. Andrea Bertolacci er endnu-endnu en spiller på listen over gratis FM 2020 spillere med fortid i AC Milan. Og derudover har han såmænd også fået italiensk landsholdsdebut. Med den rette skraldemand ved siden af sig kan du få en solid central midtbane ganske gratis med den mere elegante Bertolacci.

Gratis venstre wings FM 2020

Hatem Ben Arfa, AM LC, 32 år. Med over 100 mål og assists i Ligue 1 og Premier League er Hatem Ben Arfa endnu et kendt navn på listen over gratis Football Manager 2020 spillere. Den franske elegantier har i øvrigt 15 landskampe på CV’et og kan spille på både den centrale og venstre offensive midtbane.

Emre Colak, AMLC, 28 år. Tyrkiske Emre Colak har primært gjort sig i den hjemlige liga, men har dog også tilbragt et par år i den spanske La Liga, hvor han gjorde det hæderligt for Deportivo La Coruna. Det er også blevet til fire landskampe for Emre Colak, der senest har tørnet ud i Saudi-Arabien.

Gratis angribere FM 2020

Til en afveksling er det faktisk lidt tyndt, når det gælder gratis FM 2020 angribere. Men selvom du ikke falder over dygtige, gratis angribere, så er der dog nogle om buddet, der kan levere målene til dig.

Wilfried Bony, ST, 30 år. Den lyseste angrebsstjerne på vores liste over gratis Football Manager 2020 spillere er ivorianske Wilfried Bony, der som den eneste på listen er blevet handlet for samlet set over en halv milliard danske kroner. Siden 2017, hvor Wilfried Bony floppede i Manchester City, har han primært har spillet for Swansea og i Saudi-Arabien. Men med over 100 mål samlet i Premier League og den hollandske Eredivisie har Bony bestemt stadig krudt i støvlerne.

Jonathas de Jesus, ST, 30 år. Der er næppe mange, der har hørt om brasilianske Jonathas de Jesus, der som regel blot går under navnet Jonathas. Han har dog haft pæne målgennemsnit i både Elche, Real Sociedad, Rubin Kazan og Hannover 96 og er bestemt et kig værd.

Ross McCormack, 33 år, AMC/SS ST. Den 33-årige skotske angriber Ross McCormack har primært slået sine folder i den engelske Championship, hvor det er blevet til imponerende 120 mål og 58 assists i 333 kampe. Selvom McCormack ikke kom med sin seneste klub Aston Villa op i Premier League, har skotten, der både kan spille som spidsangriber og hængende angriber, stadig masser at byde på som leverandør af både den sidste og næstsidste fod på bolden.

Er du ikke nået til FM 2020 endnu? Så se vores liste over FM 2019 gratis spillere.