Pengene har aldrig været større i Premier League, hvor de fleste klubber har en årlig omsætning i milliardklassen. Vi tager et kig på de rigeste Premier League klubber, hvor der er sket store ændringer de senere år – blandt andet med to helt nyt hold som de rigeste Premier League klubber.
Premier League klubbernes indtægtskilder
I de gode gamle dage var entréindtægterne den største indkomstkilde hos Premier League-klubberne. De dage er for længst forbi. I dag udgør TV-pengene langt den største luns for de fleste af Premier League-klubberne efterfulgt af den kommercielle indtjening.
Indtægterne fra kampdagene er nede på en tredjeplads blandt de “faste” indtægtskilder, hvorunder vi altså ikke medregner transferindtægter, der som bekendt kan svinge vildt fra år til år.
I vores gennemgang nøjes vi med at kigge på de to store, tv-penge og sponsorater og kommercielle indtægter.
Dels fordi de med afstand er de største indtægtskilder, og dels fordi nummer tre på listen, indtægter fra kampdage, er skævvredet de seneste år pga. covid.
TV-penge
Som det fremgår af oversigten foroven, er de fleste af Premier League klubbernes største indtægtskilde tv-aftalerne, de typisk indgår for tre år ad gangen.
Den seneste aftale, der blev indgået for 2022-25, indbringer i alt £10,5 milliarder, svarende til lige over 90 milliarder kroner (!), som fordeles mellem de 20 Premier League klubber.
Fordelingsnøglen mellem Premier League klubberne er relativt solidarisk sammenlignet med flere andre ligaer.
- 50% af tv-pengene fordeles ligeligt mellem alle klubber.
- 25% tildeles ud fra placeringen i ligaen.
- Og de sidste 25% fordeles ud fra antal kampe vist på tv.
I 2021-22 sæsonen betød det, at en af de rigeste Premier League klubber, Manchester City, som toppede, fik £164 millioner, mens Norwich, der tjente mindst, fik £98,6 millioner.
Til sammenligning fik Inter, som tjente fleste tv-penge i Serie A, £72,88 millioner, altså lige knap en kvart milliard danske kroner mindre end bundholdet i Premier League.
Netop dette enorme spring udgør et enormt problem for alle andre store ligaer end Premier League. I Spanien har man en mere skæv fordelingsnøgle, hvor Real Madrid og Barcelona tilgodeses, mens de mindre klubber må deles om resterne.
Alligevel kan de to klubber kun lige følge med Premier League-toppen, og de er konstant under pres fra de resterende 18 klubber for at være mere solidariske..
I ligaer som Serie A står det, som eksemplet med Inter viser, endnu værre til. Her kan toppen altså ikke måle sig med bundholdene i Premier League. Denne skævvridning er da også et af argumenterne, som tilhængerne af Super League brugte for at promovere idéen.
Du kan se listen over de enkelte Premier League klubbers tv indtjening her.
Sponsorater og kommercielle indtægter
Den næsthøjeste indtægtskilde for de fleste af Premier League klubberne er deres sponsorater og kommercielle indtægter.
Her er spændet endnu større, end vi ser det med tv-aftalen, da det i højere grad er op til klubbernes egen forhandlingsposition.
Som du kan se i nedenstående tabel – som er fra 2019/20-2020/21 – tjente City mest med €296,4 millioner i snit om året over de to år, svarende til omkring 2,25 milliarder danske kroner om året.
Til sammenligning tjente Wolverhampton kun omkring 650 millioner kroner om året på denne post.
I Citys tilfælde skyldes det ikke (kun), at klubben er et attraktivt brand. Det skyldes først og fremmest, at City Group gennem sine sponsorater kan kanalisere penge i klubben uden at komme i problemer med FFP.
Et af de få andre brands, der tjener mere på sponsorater og kommercielle indtægter, er Manchester United, som stadig er en af de rigeste Premier League klubber.
Her skyldes det, at brandet er enormt stærkt, selvom spillet på banen har været ad helvede til i årevis.
Rigmænd og investeringsfonde
Allerede tilbage i 1990’erne var det ikke et særsyn med rige klubejere i Premier League. Blackburn. Men alt ændrede sig først for alvor, da den russiske rigmand Roman Abramovich satte sejlene ind mod Premier League.
Siden da er det kun gået én vej. Derfor er vi også nødt til at inddrage de enorme pengemænd, der er kommet ind på markedet.
Det er i særdeleshed amerikanske investeringsfonde, der øjer profit, og rigmænd fra de mellemøstlige lande, der har entreret det europæiske marked. Starter vi med førstnævnte, har vi både amerikanske penge i klubber som Manchester United, Arsenal og Liverpool.
Herhjemme har vi såmænd også set fænomenet i både Esbjerg, SønderjyskE og senest i Brøndby. Der kan man tale om varierende succeser! De amerikanske pengemænd har ikke i samme grad skævvredet markedet.
Det største problem med dem er nok, at de ikke altid lader til at forstå den europæiske fodboldkultur – eller måske er ligeglade med den. Her vi eksempelvis set flere advokere for oprettelsen af Super League, noget som de fleste fodboldfans ikke ønsker.
Økonomisk har disse investeringsfonde faktisk i det store hele været tilbageholdende.
Sportsligt har Glazers været en katastrofe for United, men klubben har tjent nok penge til at være selvkørende uden investeringer – ja, faktisk har Glazers snarere trukket en del penge ud af klubben.
I Liverpool og Arsenal kan man ligefrem tale om, at de amerikanske ejere har været gode for klubberne.
Oliepengene i de rigeste Premier League klubber
Den største forandring er dog sket med de investeringsprojekter, der er kommet fra mellemøstlige lande såsom Qatar, Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater.
Klubber som Manchester City, PSG og senest Newcastle er alle blevet opkøbt af store investeringsfonde, hvis kasser er tæt på bundløse.
City Group, som ejer Manchester City og en række andre fodboldklubber, menes at have omkring $1 billion at tage af, altså 7.100.000.000.000 eller 7.100 milliarder kroner.
Det svarer til, at de kan købe Neymar 4.277 gange, hvis de betalte samme pris for ham, som PSG betalte Barcelona, altså 1,66 milliarder kroner.
Pengetanken, der er bag Newcastle, menes at være på omkring 2,1 billioner kroner. Altså blot en tredjedel af City Groups midler, men stadig en absurd mængde penge. PSG følger efter på tredjepladsen med en noget mindre pengetank, som dog stadig er langt over, hvad nogen anden europæisk klub kan præstere.
I dette lys bliver poster som TV-penge og sponsor- og reklameindtægter nærmest overflødige, fordi vi taler småpenge sammenlignet med, hvad disse klubber til enhver tid kan vælge at investere, så længe de ikke kommer i FFP-fedtefadet.
Og derfor kan man godt argumentere for, at de rigeste Premier League klubber i nævnte rækkefølge er Manchester City, Newcastle og PSG.
Fremtiden for sporten?
Intet er som bekendt sværere at spå om end fremtiden. Men det er svært ikke at være skeptisk på spillets vegne.
Med den historiske Neymar-handel så vi det nok mest konkrete eksempel på, at markedet er blevet skævvredet, og inflationen er løbet amok.
Den bedst betalte spiller i Premier League i 90’erne og omkring årtusindeskiftet var Manchester Uniteds Roy Keane. I 1999 fik han omkring 500.000 danske kroner om ugen, og to år senere steg lønnen til omkring 800.000 om ugen.
På de 20 år siden da er lønnen eksploderet. De bedst betalte i de rigeste Premier League klubber i dag ligger på omkring 4.000.000 om ugen – faktisk tjente Ronaldo tættere på 5 millioner om ugen, inden hans kontrakt med United blev ophævet.
For nogle gør det nutidens stjerner sværere at relatere sig til. Men det er en smagssag, der er individuel. Problemet, der rammer alle, er, at fansene skal betale for gildet. Stadions er oftere og oftere besat af velhavende turister end af lokale fans. TV-pakkerne bliver dyrere for alle, uanset om man sidder i Liverpool eller København.
Læg dertil, at man som fan skal indstille sig på, at ens klub ud af det blå kan blive opkøbt af enten inkompetente eller amoralske personer, og der tegner sig nogle konturer af en sport, der engang var for masserne, men som i dag måske er på vej til at blive for eliten og for de få.
