18+ | Spil ansvarligt –  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet – Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Danske fodboldtalenter – fremtiden ser lys ud

Redigeret d.

Unge danske fodboldtalenter ryger for tiden til udlandet i hobetal og for enorme millionbeløb. Er det udtryk for, at talentmassen blandt de unge danske fodboldtalenter er ekstra stor for tiden, eller at klubberne er begyndt at købe ungt i stedet for dyrt? Eller er det et udtryk for Superligaens udvikling? Vi gør status på 10 af de største danske fodboldtalenter lige nu.

Listen over de største danske fodboldtalenter er i tilfældig rækkefølge. Kriteriet er blot, at de skal være under 21 år. Udover det er de ikke rangeret efter talent. Ud for hver spiller kan du udover alder og position se deres markedsværdi på transfermarkt. Og så runder vi hvert talent op med en opgørelse over antal førsteholdskampe, mål og assists hidtil i karrieren.

Maurits Kjærgård er et af de største danske fodboldtalenter. Werner100359 CC BY 4.0

Rasmus Højlund, 20 år, Atalanta, angriber. €35 millioner


Rasmus Højlund blev solgt i en ung alder fra FCK til Sturm Graz. Her brød han med det samme igennem og scorede og assisterede på livet løs. i 21 kampe lavede han 12 mål og 4 assists.

Flere af målene var også tilpas spektakulære til, at unge Højlund gik viralt en del gange. Det har været lidt at en trend i de senere år, at unge spillere er gået fra Superligaen til Østrig og har brugt det som et springbræt til større destinationer.

Således også hos Rasmus Højlund. Efter kort tid i det østrigske stod italienske Atalanta klar med over 100 millioner danske kroner for at overtage hans kontrakt. Rasmus Højlund scorede i sin debut for Bergamo-klubben, hvilket vakte en del opsigt.

Resten af efteråret var målformen sløjere, men i 2023 begyndte Højlund igen at banke den ind. Først lavede han flere vigtige scoringer for Atalanta.

Dernæst scorede han hele 5 mål i to kampe i Danmarks VM-kvalifikation. Det fik i den grad de store udenlandske medier til at spekulere i hans fremtid.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023: 
Førsteholdskampe 85
Mål 31
Assists 7

Wahid Faghir, 20 år, Stuttgart, angriber. €3 millioner


Wahid Faghir slog i en tidlig alder igennem i Vejle, hvor han blev en fast del af førsteholdet i en alder af kun 17 år. Wahid Faghir er både stærk fysisk og i sine afslutninger, og af de 11 mål, han nåede i Vejle, var et par af dem da også rene perler.

Derudover er han placeringsstærk, hvilket er en evne, som for mange trænere er en af de vigtigste hos en angriber. Mål fra unge spillere – især lækre mål – slags har det med at tiltrække opmærksomhed, også i udlandet.

Så i 2021 stod tyske VFB Stuttgart klar med over 25 millioner kroner for den unge dansker i en handel, der med alle klausuler kunne løbe op i 50 millioner kroner. Skiftet var dog måske lige en tand for hurtigt for Faghir.

Det blev ikke til mange optrædener på førsteholdet, hvilket måske var forventeligt, men Faghir udtrykte flere gange sin skuffelse over situationen.

Nu er Wahid Faghir tilbage i FC Nordsjælland på lån, hvor han skal forsøge at sparke gang i karrieren igen.

Talentet er i hvert fald stadig uomtvisteligt.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 66
Mål 15
Assists 5


Oscar Schwartau, 16 år, Brøndby IF, offensiv midt. €400.000


Brøndby har allerede én god case for nylig i Jesper Lindstrøm, der blev solgt dyrt til Eintracht Frankfurt, og har gjort det fremragende.

Nu er håbet på Vestegnen, at man kan gentage succesen med 2006-årgangen Oscar Schwartau. Unge Schwartau kom allerede i en alder af 16 år ind omkring Brøndbys førstehold, hvor han gør sig på den offensive midt. Her er det blevet til et pænt antal kampe og også allerede flere scoringer.

Schwartau har derudover adskillige kampe – og mål – for Danmarks U16, U17 og U19 landshold. Man skal altid være varsom med at smide store prædikater på unge spillere, også for deres egen skyld.

Så vi kalder hverken Schwartau for den næste Michael Laudrup eller Jesper Lindstrøm, men konstaterer blot, at den unge vestegnsdreng har et pænt potentiale og ligner én, der er på vej til permanent at blive en del af Brøndbys førsteholdstrup.

Herfra må vi se, hvor langt han kan drive det.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 16
Mål 3
Assists 0

Mohamed Daramy, 21 år, FC København, venstre wing. €6 millioner


Trods sin unge alder har Mohamed Daramy længe været et af de mest kendte ansigter i Superliga-regi. Den unge dansker med de sierraleonske rødder fik sine første minutter på FCK’s førstehold i en alder af 17 og viste hurtigt, at hans potentiale er flere niveauer over Superliga-niveau.

Efter et par år som fast mand i FCK blev Mohamed Daramy solgt for mere end 100 millioner kroner til hollandske Ajax Amsterdam. Her fik han en pæn start, men efter lidt tid røg han på bænken. Her havde han svært ved at komme væk fra igen.

Efter et års tid i det hollandske blev han derfor lejet tilbage til FCK, hvor han igen gjorde god figur. Efter et år udløber aftalen mellem FCK og Mohamed Daramy, og det er endnu uvist, hvad der så skal ske med ham.

Det virker afgørende, at han igen får førsteholdsfodbold i benene regelmæssigt, og det skulle helst ske på et højere niveau end Superligaen.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 144
Mål 28
Assists 20

Victor Kristiansen, 20 år, Leicester City, venstre back. €12 millioner


Den unge venstreback, Victor Kristiansen, er endnu én af en lang række talenter, der bliver spyttet ud af FCK’s ungdomsakademi i disse år. Victor Kristiansen er lidt af en late bloomer, der “først” fik sin debut kort inden sin 18-års fødselsdag. Siden da er det dog gået stærkt for Victor Kristiansen.

I en alder af 20 år satte han sig solidt på FCK’s venstreback-plads og blev også fast mand på det danske U21-landshold, hvor han ligesom i FCK gjorde rigtig god figur. 

Det fik Leicester til at trykke på knappen i vinter vinduet 2023. De lagde hele 145 millioner kroner for Kristiansen, der dermed blev det næstdyreste salg nogensinde i Superligaens historie. Kristiansen har gjort god figur siden skiftet, og det lader til, at han er langt fra at have peaket.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 81
Mål 1
Assists 9

Maurits Kjærgård, 19 år, RB Salzburg, central midt. €15 millioner


Maurits Kjærgaard er en af mange unge danske talenter, der med succes tager turen til østrigsk fodbold. Maurits Kjærgaard blev solgt fra Lyngby til Red Bull Salzburg allerede som 16-årig i 2019. Siden da har han taget stormskridt og ligner et godt bud på en af klubbens næste store salg.

Maurits Kjærgaard blev først udlejet til FC Liefering i den næstbedste østrigske række, hvor han tilbragte to sæsoner. Han blev hurtigt fast mand på deres centrale midt og nåede +40 kampe, en håndfuld mål og +10 assists for dem, før Leipzig besluttede sig for, at han var god nok til deres førstehold i den bedste østrigske række.

Det var en god beslutning. Kjærgaard, der både kan begå sig på den højre wing og på den centrale midt, men som er bedste som 10’er, bed sigt hurtigt fast på førsteholdet. Han har i skrivende stund et målbidrag på lige under et mål eller en assist i hver tredje kamp, hvilket er imponerende.

Kjærgaard er da også fast mand på U21-landsholdet, og fortsætter han sin form, kommer der snart bud efter ham fra større adresser. Sommeren 2023 kunne meget vel markere hans skifte til en større destination.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 106
Mål 13
Assists 27

William Bøving, 19 år, Sturm Graz, angriber. €3 millioner


Endnu endnu en ung FCK’er der blev solgt til det store udland – nærmere bestemt Østrig. Den unge angriber William Bøving blev solgt i sommeren ‘22 for mere end 20 millioner kroner til Sturm Graz i den bedste østrigske række.

Salget kom, efter Bøving i årevis havde bombet for diverse U-hold, men hånden på hjertet havde sværere ved at finde nettet for FCK’s førstehold. Talentet er der dog ingen tvivl om.

Bøving kan både begå sig som spidsangriber og som venstre wing. Og han fik pænt med spilletid efter skiftet til Sturm Graz, hvor det også blev til et par scoringer og assists.

Skader har dog ødelagt en del af 22/23 sæsonen, og han skal knokle for at komme tilbage ind på førsteholdet.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 68
Mål 8
Assists 5

Oscar Fraulo, 19 år, Bor. M’gladbach, central midt. €2 millioner


Det er ikke kun FCK, der kan sælge unge spillere dyrt til det store udland. FC Midtjylland scorede over 20 millioner, da de solgte Oscar Fraulo til tyske Borussia Mönchengladbach.

Fraulo har været en vigtig brik i det FCM-mandskab, der i flere sæsoner har hevet det ene flotte resultat hjem efter det andet i Youth League, Champions League-turneringen for ungdomsspillere. Det fik altså Borussia Mönchengladbach til at punge ud for Fraulo.

Fraulo gør sig primært som klassisk 8’er, men kan også dække den defensive midtbane.

Han har endnu ikke fået debut for Borussia Mönchengladbach, og hans relativt høje alder i betragtning er han en af dem på vores liste over de største danske talenter, som nok skal til at have noget førsteholdsfodbold.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 18
Mål 0
Assists 1

Filip Bundgaard, 18 år, Randers FC, venstre wing. €700.000


Filip Bundgaard er en af de spillere på listen over de største danske talenter, som vi endnu har fornøjelsen af at følge herhjemme.

Filip Bundgaard tørner til daglig ud for Randers og kan gøre sig på alle fire offensive pladser. Det er dog på venstrefløjen, han foretrækker at spille.

Filip Bundgaard fik sin debut i en alder af 16 år og 2 dage, hvilket gør ham til den næstyngste i Superligaen til at debutere. Kun Jeppe Kjær (16 år og 0 dage) var yngre.

Siden da har Filip Bundgaard fået rigeligt med spilletid og allerede været rygtet til større adresser. I 22/23 sæsonen bed han sig for alvor fast på førsteholdet, og med en kontrakt, der løber til 2026, håber Randers på, at han bliver deres næste store salg.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 59
Mål 6
Assists 3

Zidan Sertdemir, 18 år, Bayer 04 Leverkusen, central midt. €2 millioner


Zidan Sertdemir er endnu en ung central midtbanespiller på listen over de største danske talenter. Zidan Sertdemir er dog mere af en offensiv kreatør end flere af de andre på vores liste.
FC Nordsjælland plukkede Zidan Sertdemir i Brøndbys ungdomsafdeling i en tidlig alder, og i 2021 stod tyske Bayer Leverkusen klar med en stor sum penge for Zidan Sertdemir.

Han har gjort det godt for deres ungdomshold, men det har dog knebet med at få seniorminutter for den unge Sertdemir.

Senest er han blevet udlejet til FC Nordsjælland, men her har det desværre også været svært for ham at få spilletid på førsteholdet.

Samlet antal førsteholdskampe pr. april 2023:
Førsteholdskampe 3
Mål 0
Assists 0

Det var de største danske fodboldtalenter, vi havde udvalgt til dig. Nu er du klar til at spotte morgendagens stjerner.