Overwatch betting guide

Hos henvisningskode.net søger vi at informere danskerne om både nye og eksisterende spilmarkeder. Inden for de seneste år er der blevet skabt stor interesse for online computerspil, der spilles på turneringsplan. Dette fænomen er bedre kendt som eSport.

Der findes en del forskellige computerspil der spilles som eSport, herunder Starcraft 2, League of Legends, CS:GO samt Dota 2. I 2016 udkom der dog et nyt spil som har fået en del popularitet, nemlig Overwatch. Denne guide søger at give dig et indblik i hvad Overwatch er, hvilke spilmuligheder du har for Overwatch betting samt anbefale nogle betting sider, der tilbyder Overwatch odds.

Overwatch betting guide

Hvad er Overwatch?

Overwatch er et online skydespil der udkom d. 24. Maj 2016 og har siden formået at tiltrække 35 millioner spillere. Spillet er udviklet af Blizzard Entertainment, som er bedst kendt for at have udviklet World of Warcraft, Starcraft og Diablo spillene.

Selv om Overwatch er et skydespil, har spillet også lånt elementer fra spil som League of Legends. Overwatch har nemlig i skrivende stund 26 helte der opfylder forskellige roller og besidder forskellige våben og udstyr.

Blizzard Entertainment kalder dette for en ”hero shooter”, altså et skydespil hvor der er mest focus på de forskellige helte. Hvordan spillet foregår vil blive beskrevet i det kommende afsnit Overwatch for begyndere – en gennemgang af spillet.

Lige siden Overwatch udkom i 2016 har spillets udviklere arbejdet på at udvide spillets potentiale som eSport, ved at introducere en liga for Overwatch eSport, kaldet Overwatch League eller OWL. Overwatch League starter d. 10. januar 2018 og ender i juli 2018. Vi vil gå mere i dybden med ligaen i afsnittet Overwatch turneringer.

Der er så her denne guide kommer ind i billedet. Overwatch har en del potentiale for at blive en populær eSport og en række bookmakere har allerede begyndt at tilbyde nogle få odds på Overwatch kampe.

For at give dig et godt overblik, har vi samlet en stor mængde information om Overwatch betting i denne guide, så du nemt og hurtigt kan forstå hvad dine spilmuligheder er samt være i stand til at følge med i turneringskampe.

Overwatch for begyndere – en gennemgang af spillet

Overwatch er helt grundlæggende et skydespil, der spilles i et 6 mod 6 format, hvor hver spiller vælger én ud af 26 helte der alle har forskellige våben og udstyr tilgængelig. Disse helte er delt op i fire kategorier, der beskriver de forskellige roller heltene opfylder.

Foruden heltene og deres roller findes der også en række forskellige baner, eller maps som de kaldes i spillet. Disse maps har forskellige mål som spillerne skal opnå, inden for en bestemt tidsramme. Denne tidsramme er på omkring 10 minutter, men på turneringsniveau kan kampene vare op mod 30-40 minutter, idet der spilles flere runder.

 

Overwatch

Mål og maps

Målene i en given Overwatch kamp er meget simple, det ene hold skal angribe et område på banen som er markeret eller eskortere en vogn til enden af banen, mens det andet hold skal forsøge på at stoppe dem. Der findes i alt fire varianter af mål i Overwatch:

  • Escort, hvor et hold skal eskortere en vogn til slutningen af banen, mens det andet hold forsøger på at stoppe dem.
  • Assault, hvor et hold skal forsøge på at angribe og holde et point på banen, hvorefter de skal gøre det samme igen for et andet point. Det forsvarende hold skal igen forsøge på at holde det angribende hold fra at nå pointerne.
  • Hybrid, denne måltype er en blanding af henholdsvis Escort og Assault, altså hvor det ene hold skal først angribe og sikre et point og derefter eskortere en vogn gennem resten af banen.
  • Control, hvor begge hold skal forsøge på at angribe og holde det samme mål i noget tid. Vinderen findes ud fra et bedst-ud-af-fem format.

Disse fire målvarianter, også kaldet game modes har en række maps der er specielt udviklet til den specifikke målvariant. Det vil altså sige at den map der kaldes King’s Row vil altid være en Hybrid-map og kan derfor ikke spilles som en Control-map.

Dette er anderledes fra spil som eksempelvis Counter-Strike: Global Offensive, hvor der kun findes én enkelt målvariant der spilles på turneringsplan. Kort sagt så er holdet der har valgt King’s Row nødt til at spille Hybrid-målvarianten og enten angribe eller forsvare.

Eftersom disse målvarianter er meget specialiserede for de to hold, så foregår enhver turneringskamp over flere runder, så begge hold får lov til både at angribe og forsvare. Dette gøres som en forholdsregel, så f.eks. holdet der først skal forsvare ikke har en fordel, selv hvis den valgte map er nemmere at forsvare end at angribe.

Som begynder i Overwatch kan det altså godt betale sig at sætte sig ind i hvilken map, der tilhører hvilken målvariant. For at give dig en nem lille oversigt har du her en overskuelig liste af hvilke maps der hører til hvilke målvarianter.

  • Escort
  • Watchpoint: Gibraltar
  • Dorado
  • Route 66
  • Junkertown
  • Assault
  • Hanamura
  • Horizon Lunar Colony
  • Temple of Anubis
  • Volskaya Industries
  • Hybrid
  • King’s Row
  • Numbani
  • Hollywood
  • Eichenwalde
  • Control
  • Lijiang Tower
  • Nepal
  • Ilios
  • Oasis

Der findes altså en hel del maps i Overwatch i modsætning til f.eks. Counter-Strike: Global Offensive, hvor der typisk spilles 5-6 maps på turneringsplan. Dette store udvalg af maps har også medført at bestemte hold er bedre til nogle maps eller målvarianter end andre.

For at hjælpe dig på vej som potentiel seer af Overwatch eSport, kan du finde data på hvilke hold der er bedst til hvilke målvarianter ved at besøge den officielle Overwatch League hjemmeside. På denne side kan du også finde en tidsplan over kampe, holdopstillinger, kampstillinger m.m.

Nu hvor vi har fået lidt af et indblik i maps og målvarianter, er det tid til at se på heltene og rollerne der gør at Overwatch skiller sig ud fra konkurrenter som Counter-Strike: Global Offensive.

Helte og roller

Overwatch har i skrivende stund 26 helte, men spillets udviklere har planer om at tilføje flere helte over de næste par år. Disse helte har vidt forskellige design, våben, udstyr og personligheder. Ligesom resten af spillet, er disse helte meget farverige og forskellige i hvordan de spilles.

Det eneste alle helte har tilfælles er at de besidder fire evner, eller abilities, som de kaldes i Overwatch. En af disse fire kaldes for en Ultimate og er en meget kraftfuld evne der typisk kun kan bruges et par gange i en kamp. Hver helt besidder desuden tre andre evner, der enten skader modstandere, hjælper dit eget hold med at overleve eller bruges til at bevæge dig hurtigere gennem banen.

Alle helte i Overwatch har deres egne evner, så det er ikke muligt at bruge udseendet af en helt og evnerne eller våbnene fra en anden helt. Denne specialisering af helte medfører at alle helte har både fordele og ulemper. En helt der kan gøre meget skade har f.eks. ikke nær så mange livspoint som en helt der gør mindre skade, så spilleren er tilskyndet at spille sammen med resten af sit hold.

De 26 helte er opdelt i fire forskellige roller, herunder:

Offense, der mest spilles af holdet der angriber.

Defense, som mest spilles af holdet der forsvarer.

Tank, som består af helte der skal beskytte resten af holdet fra modstanderne.

Support, som består af helte der skal beskytte eller genoplive holdkammerater.

Denne rolleinddeling er dog vilkårlig og alle spillere kan vælge helte fra de samme kategorier, uanset om skal forsvare eller angribe et mål. Det har dog også medført at man ofte ser de akkurat samme helte på begge hold i turneringer, som kan skabe lidt forvirring hos den almene seer.

Et hold orienteret spil

Overwatch er grundlæggende et meget holdorienteret spil i forhold til konkurrenterne som League of Legends og CS:GO. Det vil altså sige at du som en enkelt spiller på et 6-mands hold har mindre af en chance for at dræbe hele modstanderens hold på egen hånd, end du ville have i CS:GO.

Foruden dette er hold typisk opstillet sådan at du har to spillere der spiller helte fra Tank-rollen, én der spiller en support-helt og resten der spiller enten Offense- eller Defense-helte. Man kan lidt sammenligne denne holdopstilling af 2 Tanks, 1 Support og 3 Offense/Defense til holdopstillinger i fodbold.

Forskellige hold har forskellige taktikker og vælger måske at have kun én Tank-helt men så to Support-helte. Eftersom der altid er Tank- og Support-helte på et hold, kræver det en del teamwork fra alle spillere at opnå sejr i Overwatch.

Grundet denne store focus på sammenspil i et hold, så har en del helte heller ikke store muligheder for at skade eller dræbe modstanderne. Det drejer sig især om Tank- og Support-helte, der typisk har meget sværere ved at dræbe modstanderne end helte der er tilpasset Offense- eller Defense-rollen.

Men hvad betyder det at en helt har mindre potentiale for at dræbe en modstander end en anden? Spillet er jo et skydespil i sidste ende, ikke? Svaret er både ja og nej. For at kunne give dig et bedre indblik i heltene vil vi nu beskrive to meget forskellige helte, helholdsvis Tracer der er en Offense-helt og Mercy der er en support-helt.

 

Overwatch group

Tracer

Tracer er som sagt en helt der befinder sig i Offense-rollen. Dette betyder at hun er bedst til at angribe et point og bliver oftest spillet af holdet der skal angribe målet. Tracers kendetegn er at hun er meget hurtig på fødderne, kan meget hurtigt gøre en del skade til modstanderne og kan lige så hurtigt slippe væk fra modstanderne.

Tracer anvender to automatiske pistoler som hendes våben og har desuden tre evner til rådighed som er unikke til hende. Disse evner er som følger:

Blink, en evne der tillader Tracer at teleportere eller hoppe en kort distance i en hvilken som helst retning. Hun kan bruge denne evne op til tre gange i træk før hun skal vente på at evnen er tilgængelig igen.

Recall, som er en evne der tillader Tracer at hoppe 3 sekunder tilbage i tiden til hvor hun stod for 3 sekunder siden. Foruden at hoppe tilbage til hvor hun stod, får hun også de livspoint tilbage som hun mistede før hun hoppede tilbage i tiden.

Pulse Bomb, Tracers Ultimate som er en bombe hun kan smide mod modstanderne. Hvis hun formår at ramme en modstanderne med bomben, sætter den fast til modstanderen og gør mere skade end hvis hun smider den på jorden.

Alle Tracers evner har altså noget at gøre med at bevæge sig og være hurtigt til at angribe modstanderne. For at være mest effektiv skal Tracer nemlig helt tæt på modstanderne, eftersom hendes pistoler er svære at bruge på lang afstand.

Tracer har desuden meget få livspoint, kun 150 i forhold til andre helte som f.eks. Reinhardt, som er fra Tank-rollen og har 500 livspoint. Hvis dine livspoint reduceres til 0 dør du, så det er vigtigt for Tracer at være hurtig til at angribe hvorefter hun skal bruge sine evner til at undgå faren af at være tæt på modstanderne.

Hvis man skulle beskrive måden Tracer spilles på kort, så ville det være at kalde hende for en high risk/high reward helt. Denne beskrivelse henviser til den risiko der tages idet du er tæt på modstanderne, kontra den belønning du får ud af at dræbe modstandere hurtigt.

Ovennævnte Tank-helt, Reinhardt, har ikke nær så meget risiko idet han har mange flere livspoint, men har også mindre belønning, idet han ikke kan dræbe modstanderne lige så hurtigt. Alle helte i Overwatch følger mere eller mindre denne risiko kontra belønning princip.

For at give et lidt andet eksempel, lad os tag et kig på en Support-helt, som har lav risiko såvel som lav belønning, nemlig Mercy.

Mercy

Mercy er en Support-helt der har en række evner der udelukkende handler om at holde hendes eget hold i live, samt at bringe dem tilbage fra døden. Hun er altså støtten på holdet som skal holde helte som Reinhardt og Tracer i live mens de forsøger på at dræbe modstanderne.

Denne fokus på at holde holdkammerater i live medfører dog også at Mercy kun har adgang til en lille pistol som våben og denne pistol har ikke meget potentiale for at dræbe modstandere. Hendes primære ”våben” er en stav som kan affyre to forskellige stråler mod holdkammeraterne.

Denne stråle kan kun ramme én holdkammerat ad gangen, så Mercy skal ofte skifte mellem holdkammerater for at holde dem alle i live. Den ene stråle restaurerer livspoint hos holdkammeraterne, mens den anden stråle gør holdkammerater i stand til at gøre mere skade på modstanderne.

Det er dog vigtigt at bemærke at Mercy ikke kan restaurere livspoint og give denne skadeforøgelse på samme tid, hun er nødt til at skifte mellem de to. Foruden denne stav og hendes lille pistol har Mercy også adgang til fire andre evner, herunder:

Guardian Angel, som tillader Mercy at flyve hen til holdkammerater der er inden for syne.

Resurrect, som er en evne der lader Mercy bringe en holdkammerat tilbage fra døden. Mercy skal dog vente i ret lang tid før hun kan bruge denne evne igen.

Angelic Descent, som er en evne der tillader Mercy at falde langsommere fra høje steder, så hun kan styre sine bevægelser i luften lidt bedre når hun bruger Guardian Angel.

Valkyrie, Mercys Ultimate, som lader Mercy flyve frit rundt og som også gør hendes andre evner stærkere. Strålerne fra hendes stav bliver i stand til at danne en kæde mellem alle holdkammerater inden for rækkevidde. Foruden dette er hun også i stand til at bruge Resurrect oftere når hun bruger Valkyrie.

Som man umiddelbart kan læse af disse evner, så har Mercy ikke nær så meget potentiale for at dræbe modstandere som Tracer, men har i stedet en række evner der hjælper holdkammerater. Til trods for hendes lave skade-potentiale er Mercy meget brugbar på de fleste hold, fordi hun er så effektiv til at holde holdkammerater i live.

Mercy er i modsætning til Tracer en lav risiko/lav belønning helt som mest befinder sig bag sit hold og forsøger på at holde dem i live. Eftersom hendes primære våben ikke gør skade til fjenderne er den til gengæld meget hurtigt til at restaurere holdkammeraters livspoint, som gør hende effektiv til at restaurere både Tank- og Offense-helte.

Specielle turneringsregler

Hvis alt det ovennævnte virker forvirrende, så er du ikke den eneste. Overwatch låner nemlig en del fra meget komplekse spil som League of Legends, når det kommer til at have mange helte med meget forskellige evner, der har en del synergi med hinanden.

På turneringsplan spilles Overwatch i et format hvor alle målvarianter anvendes, såvel som alle de tidligere nævnte maps og alle 26 helte. Den største forskel mellem almindelig- og turnerings-Overwatch er at enhver kamp spilles i flere runder og vinderen findes ved at optælle point.

Disse point optælles efter hvor mange mål du formåede at angribe i løbet af en runde. Efter runden er ovre, skifter de to hold pladser og gentager banen. Dette bliver ved indtil et hold formår at angribe flere point end det andet gjorde da de havde deres runde til at angribe.

Nu hvor du har fået en lidt bedre indsigt i hvordan Overwatch fungerer som et spil, er det tid til at se på Overwatch betting sider og hvilke bookmakere der tilbyder Overwatch betting.

Overwatch flag

Overwatch betting sider

Som vi beskrev i vores indledning til denne guide er Overwatch et meget populært spil i øjeblikket. Denne popularitet har medført at en række bookmakere har valgt at springe ud i Overwatch betting og tilbyder nogle få odds på Overwatch. Årsagen til den begrænsede mængde Overwatch odds, skyldes at Overwatch League endnu ikke er begyndt.

Foruden dette, så tilbydes der typisk ikke så gode odds på eSport som der tilbydes på f.eks. fodbold. Tilbagebetalingen på fodbold odds ligger typisk på en 95%, mens eSport generelt ligger meget lavere på en 92-93%.

Til trods for dette har vi her på henvisningskode.net udvalgt fire Overwatch betting sider der tilbyder odds på spillet. Disse fire sider er henholdsvis Danske Spil, Bet365, Unibet samt NordicBet.

Overwatch odds hos Danske Spil

Danske Spil er den mest velkendte danske bookmaker og har tilbudt odds på eSport siden 2015, hvor de udvidede deres Oddset afdeling. Denne udvidelse kalder de for eOddset som blandt andet tilbyder odds på League of Legends, CS:GO og selvfølgelig også Overwatch.

Danske Spil tilbyder i øjeblikket ikke odds på Overwatch kampe, men har tidligere tilbudt følgende odds:

  • Kampvinder
  • Turneringsvinder

Grunden til at Danske Spil er midlertidigt holdt op med at tilbyde Overwatch odds, skyldes at Overwatch Leauge endnu ikke er begyndt. Eftersom Overwatch er en meget ny eSport har der heller ikke været nogle mindre turneringer inden for de sidste par måneder som Danske Spil kunne tilbyde odds på.

Her på henvisningskode.net har vi udregnet tilbagebetalingen hos Danske Spil til at ligge på 93,6% for tilfældigt udvalgte Overwatch kampe fra juli 2017. I modsætning til dette har Danske Spil i øjeblikket en tilbagebetaling på op mod 95,61% for tilfældigt udvalgte fodboldkampe.

Overwatch odds hos Bet365

Bet365 er et af de største engelske bookmakere, der har særlig fokus på fodbold odds. De er dog, ligesom de andre bookmakere i denne guide, begyndt at tilbyde odds på eSport. Bet365 tilbyder odds på henholdsvis: Dota 2, League of Legends, CS:GO, Starcraft 2 samt Overwatch.

Eftersom Overwatch League endnu ikke er begyndt, tilbyder Bet365 kun Overwatch odds på turneringsvinderen for Overwatch League. Dette betyder desværre også at det ikke har været muligt for hos her på henvisningskode.net at udregne tilbagebetaling for Overwatch betting hos Bet365.

Bet365 tilbyder dog historisk set omkring 93-94% i tilbagebetaling, når det kommer til eSport, mens deres tilbagebetaling på tilfældig fodboldkampe ligger på op mod 97%.

Overwatch odds hos Unibet

Unibet er en velkendt svensk bookmaker, der ligesom Bet365 har specialiseret sig i fodbold odds. Inden for de sidste par år har Unibet også valgt at tilbyde eSport odds på en række spil, herunder også Overwatch odds.

Ligesom hos Bet365 tilbydes der i øjeblikket ikke odds på individuelle Overwatch League kampe. Hos Unibet tilbydes der nemlig kun odds på den generelle vinder af Overwatch Leauge, hvilket har medført at vi ikke har været i stand til at beregne en tilbagebetaling for Overwatch odds.

Hos Unibet har tilbagebetaling på eSport typisk ligget på 93-94% for tilfældigt udvalgte eSportskampe, mens deres tilbagebetaling for tilfældigt udvalgte fodboldkampe ligger på op mod 97,54%.

 

Unibet Overwatch

Billedet er fra den d. 1.2.18. Se altid de nyeste odds på Unibet på kampdagen

Overwatch odds hos NordicBet

NordicBet er endnu en svensk bookmaker, der ligesom Unibet, også har en generelt fokus på fodbold odds. Grundet eSports store popularitet de seneste år, har NordicBet taget eSport betting til sig og tilbyder en række odds på forskellige eSport.

NordicBet tilbyder odds til Dota 2, CS:GO og sidst men ikke mindst Overwatch. Eftersom Overwatch League ikke er begyndt endnu, har NordicBet valgt kun at tilbyde odds på den samlede turneringsvinder af Overwatch League.

Eftersom vi ligesom hos nogle af de andre bookmakere ikke har været i stand til at beregne tilbagebetalingen, har vi i stedet valgt at se på NordicBet rent historisk når det kommer til tilbagebetalinger på eSport. Typisk ligger tilbagebetalingen hos NordicBet på op mod 93% for tilfældige eSport kampe, mens tilbagebetalingen for tilfældige fodboldkampe ligger på op mod 97,86%.

Overwatch odds og spiltyper

Der tilbydes i øjeblikket kun meget få spiltyper hos vores anbefalede bookmakere. Her hos henvisningskode.net ønsker vi selvfølgelig at du får mest mulig information omkring odds og spiltyper. For at hjælpe dig med dit online spil i fremtiden, vil denne guide blive opdateret så snart vi ved mere om de forskellige spiltyper og odds der tilbydes hos de største Overwatch betting sider.

Overwatch betting tips

Er man ny til Overwatch, kan det godt være meget svært at bedømme hvordan du kan få mest muligt ud af pengene du spiller for. Der findes jo en del helte, forskellige roller som heltene besidder og selvfølgelig også de forskellige spillere der har forskellige specialiteter.

Heldigvis kan du dog hurtigt få overblik over de forskellige hold og spillere der kommer til at spille i Overwatch League. Ligesom i mere traditionelle sportsgrene som fodbold, kan du finde diverse hjemmesider der tilbyder statistikker på både spillere, hold og regioner. Vi anbefalder her hos henvisningskode.net at du bruger følgende sider til at få et indblik i de forskellige Overwatch League hold:

  • overwatchleague.com
  • gosugamers.net/overwatch

Spillerstatistikker kan langt hen ad vejen hjælpe dig med at bedømme hvilke hold der klarer sig bedst i Overwatch, men hvis du ønsker at gå et skridt videre, kan du selv se live Overwatch eSport kampe på hjemmesiden Twitch.tv. Her livestreames de fleste professionelle Overwatch kampe og fra d. 10. januar 2018 vil alle Overwatch League kampe også blive livestreamet på Twitch.

Sidst men ikke mindst kan vi anbefale at holde øje med den region som holdet du støtter stammer fra. Asiatiske hold fra Kina og Sydkorea klarer sig historisk meget bedre i eSport end f.eks. hold fra USA eller Europa. Siden 2016 har Blizzard Entertainment nemlig afholdt VM i Overwatch, hvor vinderen i både 2016 og 2017 blev holdet fra Sydkorea.

Kilde: http://wiki.teamliquid.net/overwatch/Overwatch_World_Cup/2017

Overwatch turneringer

Blizzard Entertainment har som beskrevet i indledningen til denne guide haft stor succes med eSport i form af Starcraft 2, tilbage i 2010-2012. Der kan argumenteres for at Blizzard var firmaet der banede vejen for eSports store popularitet og dette har medført at de ønsker at genskabe denne succes med Overwatch. Blizzards udkast for Overwatch eSport kommer i form af Overwatch League.

Dog har Blizzard valgt at tage en lidt anden tilgang til Overwatch eSport end konkurrenterne CS:GO og League of Legends. I et spil som League of Legends, er de forskellige hold typisk ejet af store eSports organisationer som Cloud 9, TSM eller CLG, altså firmaer der primært blev stiftet for at beskæftige sig med eSport.

Dette er ikke tilfældet i Overwatch, eftersom Blizzard valgte at forme Overwatch League efter traditionelle sportsgrene som fodbold og ishockey. Alle hold der spiller i Overwatch League har betalt for deres pladser og disse pladser i ligaen er bestemt af hvilken by holdet ønsker at repræsentere.

Alle hold der har købt en plads i Overwatch League har betalt 20 millioner dollars, hvilket er noget dyrere end pladserne i andre eSportsligaer.

Interessen omkring Overwatch og den høje ”buy-in” har medført at en række store organisationer så som New York Mets, New England Patriots samt mere velkendte eSport-organisationer som Misfits Gaming og NRG Esports.

Kritik og usikkerhed omkring Overwatch League

Det er forståeligt at store firmaer vil hoppe på chancen for at spille på populære eSport, især når store eSport events tiltrækker flere millioner seere på hjemmesider som Twitch.tv. Det største udfordring som Overwatch League står overfor er at den almindelige eSport-seer er vandt til at støtte velkendte hold som TSM, Cloud 9 og CLG i stedet for hold som Dallas Fuel, Boston Uprising og London Spitfire.

Foruden dette så tiltrækker Overwatch eSport i øjeblikket ikke nær så mange seere på Twitch.tv, som f.eks. League of Legends eller Counter-Strike: Global Offensive. Hvis dette seertal ikke stiger når Overwatch League starter, kan det lede til en situation hvor sponsorerne for Overwatch League ikke længere ønsker at bruge penge på spillet.

Skulle sponsorerne vælge Overwatch fra grundet lave seertal, kan det i sidste ende også lede til en situation hvor Overwatch betting sider ikke længere tilbyder odds på Overwatch. En del journalister der beskæftiger sig med eSport, har udtrykt usikkerhed ved spillets levedygtighed, når det kommer til eSport.

Disse journalister, herunder den velkendte Richard Lewis som er vært for ELEAGUE har kritiseret Overwatch League specifikt. Han mener at spillet ikke har muligheden for at blive en succesfuld eSport, eftersom spillet grundlæggende ikke tillader enkelte spillere at vise deres evner på samme måde som man kan i CS:GO eller League of Legends.

Forestil dig Champions League, hvor alle hold i turneringen er nogenlunde på samme niveau som FC Barcelona eller Real Madrid, men samtidig heller ikke har spillere som kan score mål på egen hånd og være en superstjerne som Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi.

Overwatch har simpelthen ikke helt den samme ”star power”, mener Richard Lewis. Samtidig kritiserer han også Blizzard og det at spillet har meget få seere på Twitch.tv. Hvis du ønsker at se hele interviewet der foregår på engelsk, kan du se det på følgende link.

Overwatch League har potentialet til at blive lige så populært som League of Legends LCS liga eller Counter-Strike: Global Offensives Major-turneringer, men det kræver at det nye ligaformat er noget som både seere, betting sider og sponsorer er interesserede i.