De største transfer flops

Hvert år udveksler fodboldklubber milliarder mellem hinanden, når der købes og sælges spillere. Men det går ikke altid som forventet. Vi lavet en liste over de 20 største transfer flops nogensinde.

Vi har lavet vores liste over de største transfer flops ud fra forskellige parametre. Et parameter er spillerens pris. Et andet er deres niveau – en spiller kan altså godt regnes som et af de største transfer flops, selvom han ikke var dyr, hvis blot han var rystende ringe. Endelig har vi også et par stykker på listen over de største transfer flops, som simpelthen var for underholdende til at udelade.

God fornøjelse med vores top 20 over de største transfer flops!

20) Ángel di María fra Real Madrid til Manchester United for 575 millioner kroner i 2014

Med fire mål og 12 assists i 33 kampe for Manchester United kan det lyde som en hård dom at kalde argentinske Ángel di María for et af de største transfer flops. Men faktum er, at den argentinske elegantier med længder var klubbens dyreste køb, da han blev hentet i 2014, og på ingen måde forløste sit prismærke.

Di María kunne ikke redde et skrantende United, og selv om han altså var involveret i en del scoringer, var spillet på banen mildt sagt ikke godt. Derfor røg di María på bænken, og det gad han ikke finde sig i, hvilket medierne ofte fik at vide. Det var dråben for klubbens fans, der ville se fight og ikke høre brok.

Efter et mildt sagt svingende år blev di Maria stemplet som et fejlkøb og sendt videre til Paris Saint Germain for omkring 475 millioner kroner.
At United, foruden løn, bonusser og sign-on-fee “kun” tabte 100 millioner i transferindtægter på di Maria er den eneste grund til, at han ikke ryger længere op på listen.

19) Royston Drenthe fra Feyenoord til Real Madrid for 100 millioner kroner i 2007

Real Madrid var i anden halvdel af nullerne en lidt svær størrelse at forstå. Det blev ganske vist til mesterskaber i både 2007 og 2008, men samtidig var det med en indkøbsstrategi, der var svær at blive klog på. Et af de mere kuriøse indkøb var Feyenoords 20-årige allround-spiller Royston Drenthe. Allerede i forbindelse med handlen gav han smagsprøver på sin tvivlsomme dømmekraft, da han truede med at sagsøge Feyenoord, hvis ikke de accepterede Real Madrids bud.

Drenthe blev mildt sagt aldrig en succes, og over de næste fem år blev det kun til 46 La Liga-optrædener foruden to låneophold i Hércules i hjemlandet og hos Everton. Derudover markerede Drenthe sig flere gange uden for banen blandt andet ved at storme ud af Real Madrids træningsanlæg efter at være blevet udeladt fra en kamp, og ved at bede om ikke at spille i tre kampe, da han blev ramt af et angstanfald, da klubbens tilhængere buede af ham under en kamp i 2009.

Drenthe indstillede senere karrieren for at blive rapper, men er nu tilbage på banen for Sparta Rotterdam.

Den senere rapper Royston Drenthe er et af de største fodbold flops i Real Madrid. Men ikke det største. Kilde: Juan Fernández [CC BY-SA 2.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)], via Wikimedia Commons

18) Adrian Mutu fra Parma til Chelsea for 150 millioner kroner i 2003

I 2003 havde nyrige Chelsea flere penge, end de kunne finde ud af at bruge, og de kommende år så en række tvivlsomme angrebsindkøb finde vej til Stamford Bridge, såsom Mateja Kezman, Hernan Crespo og Andrej Shevchenko og Fernando Torres, som vi vender tilbage til. Et af de første indkøb var rumænske Adrian Mutu, som for italienske Parma havde vist sig som en habil målscorer. Hos Chelsea var han dog alt andet, og hans første sæson bød på blot seks scoringer i 27 kampe.

Katastrofen indtraf dog i starten af hans anden sæson, hvor den rumænske badboy blev nappet med kokain i blodet i London og scorede sig en 9 måneders karantæne fra fodbold. Chelsea takkede for hans professionalisme med at fyre ham og trak ham derefter i retten med et søgsmål på hans transfersum ned til sidste krone.
Den dag i dag strides de to parter stadig i retten.

17) Leonardo Bonucci fra Juventus til AC Milan for 300 millioner kroner i 2017

På syv år i Juventus havde 30-årige Leonardo Bonucci udviklet sig til nok Serie A’s bedste forsvarer. Derfor kom det som et chok for klubbens fans, da de storsatsende rivaler fra AC Milan købte ham. Han måtte trods alt være det sikreste kort, man kunne købe, hvis man ville sikre sig en solid defensiv med en driftsikker sidste skanse, ikke? Nej.

Leonardo Bonuccis ophold i AC Milan var bizart. Udover at klubben var et rod både på banen og økonomisk, gik Bonucci fra at være en rolig leder til at ligne Bambi på glatis. Og da året var omme, stod Juventus klar med et bud på Bonucci på cirka 50 millioner mindre, end Milan havde givet for ham. Milan accepterede, og miséren er nok til at sikre Bonucci en plads på vores liste over de største transfer flops.

16) James Rodriguez fra AS Monaco til Real Madrid for 550 millioner kroner i 2014

Hvad gør man, når man har en brandvarm Ángel di María, der netop har leveret 11 mål og 25 assists i den forgangne sæson? Når man er Real Madrid, sparker man selvfølgelig assistkongen ud, så man kan gøre plads til en colombiansk konkurrent, der netop har spillet et godt VM. Og sådan blev James Rodriguez Real Madrid-spiller.

Skiftet til Real Madrid er dog aldrig for alvor blevet en succes for 27-årige James, og efter tre år i den spanske hovedstad med rigeligt med tid på bænken og lige så rigelige mængder brok fra James, smuttede han til Bayern München. Efter denne sæson vil tiden vise, om fremtiden ligger i det tyske, eller om han kan revanchere sig i Real Madrid.

15) Sergej Rebrov fra Dynamo Kiev til Tottenham for 130 millioner i 2000

Sammen med Andrej Shevchenko havde Sergej Rebrov i årevis splittet modstanderne ad for Dynamo Kiev, blandt andet i 1997, da ukrainerne smadrede FC Barcelona med sammenlagt 7-0 over to opgør, og i 1999 da de nåede Champions League semifinalen. Derfor var forventningerne tårnhøje, da Tottenham i 2000 hentede nu 26-årige Rebrov.

Rebrovs første sæson var anstændig, omend heller ikke mere med 9 scoringer i 29 Premier League opgør. Sæson to skulle dog vise sig at være en sand katastrofe, og efter pinlige ét mål i 30 opgør var det slut for Rebrov. De næste to år blev tilbragt i Fenerbahce med 4 scoringer i 38 kampe, og så var den internationale karriere så småt ved at være slut.

14) Julien Faubert fra West Ham til Real Madrid på lån i 2009

Nå, tilbage til Real Madrid, som i januarvinduet 2009 besluttede sig for at låne West Hams alt andet end bemærkelsesværdige rotationsspiller Julien Faubert med en option på at købe franskmanden. Højrebacken Faubert befandt sig pludselig i en af verdens største klubber, og en askepothistorie var klar til at blive fortalt.

Det blev den dog aldrig, eftersom Julien Faubert udover at være håbløst under sine holdkammeraters niveau også nåede at misse en træning og blive filmet, mens han sov på bænken under en kamp mod Villarreal. Og så var det bizarre eventyr slut efter to kampe på en halvsæson.

13) Roque Junior fra AC Milan til Leeds på lån i 2003

Forventningerne var tårnhøje, da Leeds i 2003 sikrede sig Roque Junior på lån fra Milan. Brasilianeren havde ganske vist haft det svært på det seneste i Milano, men han havde ikke desto mindre været relativt fast mand i Milan i årevis og var tilmed forsvarende verdensmester med Brasilien fra 2002.

Roque Junior begyndte eventyret på Elland Road med at blive vist ud. Så langt så godt. Og de efterfølgende kampe gik heller ikke ligefrem strygende. Roque Junior nåede i alt syv kampe for Leeds. Ingen af kampene blev vundet, og Leeds lukkede 25 mål ind, herunder et 6-1 nederlag til oprykkerholdet fra Portsmouth. Leeds valgte ikke at købe ham.

12) Denilson fra Sao Paolo til Real Betis for 225 millioner kroner i 1998

Med masser af spilletid ved VM i 1998, hvor han var med til at vinde sølv som blot 20-årig, var det ikke underligt, at der var masser af hype omkring den teknisk begavede venstrekant Denilson. Det var til gengæld underligt, at det var midterholdet fra La Liga Real Betis, der løb med hans underskrift og gjorde ham til verdens dyreste spiller.

Real Betis blev med ét klubben, alle talte om, og mange havde svært ved at styre deres begejstring ved udsigten til at se Denilson på europæisk græs. Desværre for Denilson og især for Real Betis var det som om, det unge talent havde peaket som 20-årig. I løbet af de næste syv år blev det til blot 13 mål for den spanske klub, der tilmed havde rodet sig ud i et økonomisk uføre i forbindelse med handlen.

Denilson nåede efter Betis et år i Bordeaux, inden han rykkede til FC Dallas i MSL.

11) Kaká fra Milan til Real Madrid for 500 millioner kroner i 2009

I 6 år havde brasilianske Kaká sat den italienske Serie A i brand og toppet præstationen med en Ballon d’Or kåring i 2007. Så da Real Madrid i 2009 stod klar med en halv milliard for 27-årige Kaká, var det svært for mange ikke at drage paralleller til Zinedine Zidane. Kort efter skiftet blev Kaká imidlertid ramt af den første af en række længerevarende skader, som betød, at brasilianeren aldrig for alvor fandt rytmen i Real Madrid.

På fire år blev det til 120 kampe, 29 mål og 39 assists for Kaká svarende til, at Real Madrid betalte lidt over 4 millioner kroner per kamp, Kaká spillede, i transferudgifter. Og selvom Kakás statistik er set værre, er det kendetegnende for hans ophold, at det på de fire år, han var i klubben, blot blev til ét mesterskab og en Champions League titel, mens Barcelona fyldte pokalskabet op med trofæer.

10) Tomas Brolin fra Parma til Leeds for 50 millioner kroner i 1995

I 1995 var 50 millioner kroner mange penge. Mange, mange penge. Men da Leeds i 1995 sikrede sig svenske Tomas Brolin, var det heller ikke hvem som helst, de fik i stalden. I 1992 havde han vundet UEFA Euro Golden Boot for sine præstationer ved EM 1992, der rakte til en semifinale. I 1994 var han på all-star holdet, da Sverige sikrede sig bronze ved VM og samme år blev han nummer 4 i Ballon d’Or. Og så havde han været en habil målscorer og assistmager for Parma, der dengang var at regne som et tophold i Italien.

Men skiftet til Leeds blev nærmest komisk ringe for Brolin. De næste to år blev det blot til 20 Premier League optrædener og 4 scoringer for Tomas Brolin. Hvad værre var, at han tydeligvis bar rundt på for mange kilo og desuden ragede uklar med manageren ved flere lejligheder. Helt galt gik det, da Tomas Brolin forsøgte sig med en aprilsnar i 1996, hvor han til svensk tv proklamerede, at han skulle spille resten af sæsonen hos IFK Norrköping. Joken blev fanget af internationale medier, som troede den, og så måtte Brolin ud og undskylde.

Året efter var han tilbage i Parma, og hans komiske bedrifter redder ham altså en placering i top 10 over de største transfer flops.

Ret skal være ret, billedet her er fra 2013. Tomas Brolin var ikke så tyk, da han spillede for Leeds. Ikke helt i hvert fald. Af Frankie Fouganthin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=24714665

9) Winston Bogarde fra Barcelona til Chelsea på fri transfer i 2000

Verden handler om penge, så når du bliver tilbudt millioner, så tager du dem velvidende, at få vil få sådan en mulighed. Jeg er en af de få heldige. Jeg er måske en af Premier Leagues værste indkøb nogensinde, men jeg er ligeglad.

Sådan lød det fra Winston Bogarde, da han blev spurgt til, hvorfor han ville finde sig i som 30-årig at træne med klubbens unge spiller, da Chelsea desperat forsøgte at presse ham ud af hans 4 år lange kontrakt til omkring 400.000 om ugen. For Bogarde var det alt sammen ligegyldigt. Han fik sine penge, og så gjorde det ikke så meget, at han på tre år blot spillede én kamp for Chelsea, 12 i alt på fire år. Winston Bogardes historie var en enorm fadæse for Chelsea, for medier verden over svælgede i den absurde historie om en komplet ligeglad og skamløs spiller, der åbenlyst spillede for sin løn og ikke andet. Og som i øvrigt var i frygtelig form stort set fra dag 1. Men Bogarde selv? Han var nok ligeglad.

8) Massimo Taibi fra Venezia til Manchester United for 45 millioner kroner i 1999

Da Peter Schmeichel stoppede i Manchester United var det tydeligt, at Sir Alex Ferguson var nervøs for afløseren. Derfor hentede han hele to, Massimo Taibi og Mark Bosnich. Og ret skal være ret, begge kunne have taget pladsen på denne liste. Bosnich udmærkede sig ved en række bizarre flop og ved at udvise samme ro og selvsikkerhed som en lærerstuderende i praktik på en skole i Mjølnerparken. Og nå ja, for sidenhen at blive knaldet for at tage kokain.

Nå, men valget faldt på Massimo Taibi, eftersom han rent faktisk blev talt bemærkelsesværdigt op af Sir Alex inden skiftet fra Italien til England. Taibis første kamp var faktisk fremragende og trods et drop blev han kåret til MoM, men allerede i sin tredje kamp skete katastrofen, da han på komisk vis stordroppede imod Southampton i en kamp, der endte 3-3. Taibi nåede 2 kampe mere, herunder et 0-5 nederlag mod Chelsea, og så var det hjem til Italien.

Fun fact: I løbet af de næste 4 år købte Sir Alex i øvrigt 6 nye målmænd. Og flere af dem kunne komme i betragtning som de største transfer flops på målmandsposten.

7) Jonathan Woodgate fra Newcastle til Real Madrid for 125 millioner kroner i 2004

Vi kunne også have gået med vores egen Thomas Gravesen, som er et indkøb, man den dag i dag må have svært ved at forklare i Real Madrid. Men vi tager Jonathan Woodgate, fordi hans spanske eventyr var så komisk. For det første kan mængden af engelske spillere, der gør sig i udlandet, tælles på én hånd. For det andet var Woodgate, udover sine uendelige skader, ikke ligefrem kendt for at være hverken kølig eller fattet, hvilket som regel er et krav, hvis man skal klare sig foran de forkælede Madrid-fans, der ikke tøver med at vifte med de hvide tørklæder og pifte af egne spillere.

Woodgate nåede i alt 14 kampe i alle turneringer for Real Madrid, inden han vendte tilbage til England. Men hans karriere i det spanske var reelt slut efter hans første optræden, der var så mareridtsagtig, at det kunne have været en sketch i en komedieserie. Woodgate blev skiftet ind på hjemmebanen Bernabeu og var på banen i 66 minutter. I den tid nåede han at score et selvmål, inden han blev vist ud for sit andet gule kort. Værsgo.

6) Bébé fra Vit. Guimarães til Manchester United for 60 millioner kroner i 2010

Da Sir Alex Ferguson købte Bébé i 2010 beskrev han handlen som lidt af et impulskøb. Straks efter begyndte medierne at dele solstrålehistorien om den unge portugiser, der var tidligere hjemløs og nu skulle tørne ud for en af verdens største klubber.

Det stod hurtigt klart, at Bébé bestemt ikke var PL-moden. Faktisk var niveauet rystende, og at Bébé overhovedet nåede syv kampe for United, inden årevis med udlejninger fulgte. Senere begyndte brikkerne dog at falde på plads. Bébés agent var den magtfulde Jorge Mendes, og i dag er der ikke så megen tvivl om, at handlen mest af alt var en lejlighed til at tækkes Mendes med lidt gode gammeldags penge under bordet.

5) Ali Dia til Southampton på fri transfer i 1996

I top 5 over de største transfer flops finder vi en spiller, der med længder var den billigste fejltagelse på vores liste. Til gengæld er han den mest underholdende.
I 1996 modtog Southamptons manager Graeme Souness et opkald fra selveste George Weah. Weah ville gøre Souness opmærksom på sin fætter, Ali Dia, en angiveligt yderst talentfuld afrikansk spiller. Souness bed på, og Ali Dia kunne kort efter kalde sig Premier League spiller med en kontakt på én måned med mulighed for forlængelse.

Ali Dia fik én kamp for Southampton, da han blev skiftet ind mod Leeds. Debuten varede 53 minutter, inden Dia blev skiftet ud igen efter en rædderlig indsats, der næsten ikke kan beskrives med ord.

Efterfølgende begyndte sandheden at gå op for omverdenen. Ali Dia havde ingen relation til George Weah, og Graeme Souness var kort og godt blevet snøret. Kort efter blev hans kontrakt revet itu, men den gode historie lever stadig 20 år efter.

4) Andres Guglielminpietro + 25 mio. kr. fra Inter til Milan for Andre Pirlo i 2001, Francesco Coco fra AC Milan til Inter for Clarence Seedorf i 2002, Fabian Carini fra Juventus til Inter for Fabio Cannavaro

På fjerdepladsen har vi et hattrick i håbløshed. Hvis der er én ting, Inter kan, så er det at indgå i idiotiske byttehandler. I 2001, 2002 og 2004 lykkedes det Inter at skille sig af med Andrea Pirlo, Clarence Seedorf og Fabio Cannavaro mod at få Andres Guglielminpietro, Francesco Coco og Fabian Carini.

  • Pirlo tilbragte de næste 10 år i Milan, hvor han badede i nationale og internationale medaljer, før han tog til Juventus og gjorde det samme.
  • Clarence Seedorf spillede sammen med netop Pirlo og nåede også 10 år i AC Milan, hvor det blev til 432 kampe, 62 mål og 54 assists.
  • 29-årige Fabio Cannavaro viste, at han langt fra var færdig. Han havde seks år på topniveau tilbage i sig, hvilket Real Madrid og 2 x Juventus høstede frugterne af, før Cannavaro i 2010 endelig gik på pension med et år i Saudi Arabisk fodbold.

Jaja, spørger du måske, men hvad så med de spillere, Inter fik ind?

  • Tjah, Andrés Guglielminpietro fik 30 kampe for Inter over de næste tre år, inden han rykkede tilbage til fødelandet Argentina.
  • Francesco Coco fik 26 kampe for Inter i løbet af 5 (!) år og tilbragte mere tid på krykker end på græs.
  • Og endelig fik Fabian Carini, målmanden, der aldrig nåede en førsteholdskamp for Juventus, endelig sit gennembrud på førsteholdet i Inter. Her blev det nemlig til hele fire kampe de næste tre år, før han rejste til spanske Real Murcia.

3 Zlatan Ibrahimovic fra Inter Milan til FC Barcelona for 450 millioner kroner + Samuel Eto’o

Inter fik i det mindste lidt revanche, da Guardiola i 2009 skulle optimere sit Barcelona-mandskab. En svær opgave taget i betragtning, hvor overlegen holdet var. Han pegede på angrebet, hvor 28-årige Samuel Eto’o med 108 mål i 144 kampe øjensynligt ikke levede op til Barcas standarder.

Løsningen blev at sende Eto’o til Inter Milan sammen med 450 millioner kroner. Zlatan Ibrahimović’ blev dog aldrig en succes i Barcelona. Trods et pænt målsnit passede han ikke ind i klubbens spillestil, og hvad værre var, at hans ego ikke passede med Guardiolas ditto. Året efter røg Zlatan til AC Milan for omkring 250 millioner.

Zlatan endte med at koste 200 millioner i transferudgifter alene. Og med Eto’os markedsværdi in mente er det ikke skudt helt ved siden af, at Zlatan kostede Barcelona en halv milliard for et års tjeneste – foruden løn og sign-on-fee, altså. Avs.

Zlatan var et kæmpe flop i Barca. Men på vores liste over de største transfer flops er han altså ikke nummer 1. Beklager, Zlatan. CC BY-SA 2.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)] af Wael.Mogherbi

2) Fernando Torres fra Liverpool til Chelsea for 550 millioner kroner i 2011

Med 65 ligamål på fire år for Liverpool lignede Fernando Torres den perfekte afløser for Didier Drogba, der var ved at nærme sig karrierens efterår. Så lige så stort chokket var i Liverpool, lige så store var forventninger i Chelsea, da kontrakten blev underskrevet. Men Liverpool vidste noget, Chelsea ikke gjorde.

Nemlig at en af Torres’ forcer, hans fart, ikke længere var, hvad den havde været. Selvom han blot var 26 år, havde skader slidt kroppen ned på en spiller, der havde spillet fast førsteholdsfodbold, siden han var 17. I 172 kampe for Chelsea blev det til beskedne 45 mål for Torres, inden han efter 3½ år skiftede til Milan først på lån, derefter permanent.
Ifølge hjemmesiden totallymoney, som udregner transfersummer efter inflation, er Torres den 7. dyreste spiller i Premier Leagues historie med en pris, der svarer til 1,1 milliarder efter nutidens prisniveau.

Torres er bestemt i toppen af de største transfer flops. Men han kan ikke tage førstepladsen. Det gør en af hans forgængere i Chelsea, nemlig …

1) Andriy Shevchenko fra AC Milan til Chelsea for 350 millioner kroner i 2006

Inden Torres var der Andriy Shevchenko, som blev klubbens hidtil dybeste indkøb. I modsætning til sin tidligere makker i Dynamo Kiev, Sergej Rebrov, havde Andriy Shevchenko allerede bevist sig på højeste niveau med 175 mål i 322 kampe for AC Milan. Den eneste anke ved Andriy Shevchenko var, at han, da han blev købt, ikke var langt fra sin 30-års fødselsdag, men klasse fornægter sig ikke, og kunne han levere tre sæsoner på højeste niveau, ville han være pengene værd, lød ræsonnementet.

Desværre havde man som i tilfældet Torres forregnet sig, for Shevchenko var langt fra højeste niveau. På fire år i Chelsea, hvoraf han var udlånt til Milan i et år, blev det til i alt 77 kampe og 22 mål for Andriy Shevchenko, der var en mindre katastrofe for Chelsea både økonomisk og spillemæssigt.

På dagens marked svarer Andriy Shevchenkos pris til 1,4 milliarder hvilket gør ham til det dyreste indkøb i Premier Leagues historie medregnet inflation. Og det største transfer flop.

De største transfer flops boblere:

Bosko Balaban, Aston Villa
Sol Campbell, Notts County
Chris Samba, QPR
Jordi Cruyff, Man Utd
Ricky Van Wolfswinke, Norwich
Juan Sebastian Veron, Man Utd
Roberto Soldado, Tottenham
Andy Carroll, Liverpool
Thomas Gravesen, Real Madrid
Gianluigi Lentini, AC Milan

Vi håber, du er blevet underholdt og klogere af vores liste over de største transfer flops. Vil du læse om en flok spillere, der forhåbentlig ikke bliver de største transfer flops, kan du læse vores liste over de største danske fodboldtalenter pt.