Man kan ikke komme udenom, at penge fylder i sportens verden – og fylder meget. Det er især i de professionelle og populæreste sportsgrene rundt omkring i verden, at millionerne sidder løst. I fodbold og football, boksning og basket, motorsport, golf, tennis, cykling og flere sportsgrene endnu. Lønningerne når hele tiden nye højder. Der er sponsoraftaler, reklameindtægter og bonusser. Så det at dyrke sport på højt niveau har i de seneste årtier skabt mange milliardærer, lige så vel som en masse mennesker i sportens kulisser tjener kassen.
Man tør nok sige, at de mange økonomiske interesser har taget overhånd. Sport handler om millioner og milliarder, hvor det engang udelukkende var mål, medaljer og nye rekorder, der betød noget. Nogle sportsgrene er langt mere inficeret end andre. I Danmark er det måske mere undtagelsen end reglen og beløbende i al fald knap så hårrejsende store. Men uskylden er for længst gået tabt i sportens verden.
De dyreste drenge
Hvem der lige ligger øverst på Top 10 over de bedst lønnede idrætsfolk kan være svært at overskue. Men at fodboldspillerne Messi, Ronaldo og Neymar er nær toppen er vist ingen hemmelighed. Blandt dem, der har tjent allermest i løbet af deres karriere, er den netop afdøde basketballspiller Kobe Bryant, fodboldspilleren David Beckham, flere golfspillere, bl.a. den nu godt 80-årige pensionerede golfspiller Jack Nicklaus og 44-årige Tiger Woods, der slet ikke er færdig endnu.
Formel 1-legende Michael Schumacher, der så vidt vides har ligget i koma siden en skiulykke i 2013, er på en af de nyeste Forbes-lister, der årligt opgør disse tal. Formentlig ligger basketballspilleren Michael Jordan stadig øverst med en for et par år siden samlet indtjening på 1,85 milliarder dollars. Han ejer i dag NBA-holdet Charlotte Hornets og tjener også fedt på sit skomærke ”Air Jordans”. Tennisesset Serena Williams ligger langt nede, men skal nok klare sig.
Megaindflydelse
Herhjemme er der stadig stor interesse for det almindelige, lokale klubliv, hvad enten vi taler fodbold, håndbold, gymnastik, roning eller mange andre idrætsgrene. Men der er set sager, hvor den enkelte klub fifler med medlemstallet for at få større offentligt tilskud. Det er nu småtterier i forhold til, hvor stor en business sport er rundt omkring i verden. At penge har megaindflydelse er et faktum.
Og at sportsresultater er noget, der tiltrækker mange gamblere, er nok heller ingen hemmelighed. Ikke mindst med de store, celebre navne i centrum.
Og selv om der er blevet skrevet meget om korruption, matchfixing, vanvittige transfersummer og enorme lønninger til de største fodboldspillere inden for den internationale olympiske komite, IOC, i Tour de France, i FIFA (fodboldforbundenes verdensorganisation) og i mange andre sammenhænge, så lader det ikke til, at der for alvor gøres noget ved det.
Fans betaler gildet
Men ærlig talt, kan nogen sportsmand/kvinde være 1,65 milliarder kroner værd, som fodboldklubben Parts Saint-Germain betalte i transfersum for Neymar? Er det rimeligt at tjene 750.000 kroner – om dagen? Nej, er mange nok tilbøjelige til at mene – er det ikke lidt rigeligt? Samtidig er han og de mange andre megastore sportsstjerner jo ofte fantastiske at følge på banen.
Og det, der er spændende og god underholdning, er også tit en god forretning. Sportsfolkene skal lønnes og belønnes, og det samme skal alle de mange, der er involveret bag kulisserne.
Dem, der betaler gildet, er ret beset de forskellige sportsgrenes mange fans. Og mange af dem har ikke råd mere. Forskning har vist, at f.eks. i England henvender man sig til andre forbrugergrupper, end den arbejderklasse, der traditionelt elsker fodbold. Nu er det kun middelklassen (og op), der har pengene, og de dårligt bemidlede fangrupper udelukkes ganske simpelt fra fanmaterialet og fanbasen.
Mindre glæde
Men der er kæmpe interesse for elitesport – for fælles sportsbegivenheder, oplevelser og events. For os som tilskuere, for sportsfolkene og for klubberne. Der er stor efterspørgsel efter helt specielle sportsevents, f.eks. at Tour de France kører gennem Danmark. Og der er penge i skidtet. Nu er der jo ikke entré til cykelløb på gader og veje, men der er reklameindtægter, merchandise og ja, spil.
Mange er vilde med, at cykeleliten kommer hertil, og der er da også stadig masser af glæde i sporten. Vi elsker vores håndbolddrenge (og piger), og det var surt at se dem ryge ud af EM efter to kampe i januar måned. Ingen af os tilskuere tænker på penge her.
Men mange har alligevel i de senere år talt og skrevet meget om, at de enorme pengesummer i fodbold faktisk ødelægger glæden ved sporten. Eller at glæden kommer i anden række. For publikum fornemmer, hvis engagementet, ægtheden ved selve spillet, ikke er der. En skribent mente i en klumme, at ”når de store, internationale klubber er blevet brands, så løsrives de fra deres folkelige ophav og traditioner.
De spiller ikke mere for deres lokale hjemmepublikum, men for det globale. Personligt vil jeg hellere se en fodboldkamp på et lille stadion herhjemme med 1000 engagerede lokale tilskuere end en flok højtlønnede, forkælede fodboldproffer i superligaen, hvor der for resten langtfra er fyldt op på lægterne”.
Forargelse og fascination
Som publikum kan vi godt forarges over, at de største sportsfolk i mange sportsgrene overdænges med millioner af kroner ikke bare for at udøve eller spille det, de nu engang gør. Men også for sponsorater, fjernsynsreklamer, multiløn (også når de spiller skidt) og bonusser for at vinde. Men vi er jo også fascinerede af vores superhelte og af deres livsstil.
Derfor kan det godt betale sig at forgylde dem, for det holder hjulene i gang og skaber meget mere omsætning. Igen med billetindtægter, reklamer, merchandise, sponsorater, betting og gambling.
Men den massive kommercialisering kan alligevel være problematisk, for det er ikke nødvendigvis uden konsekvenser for det sportslige. TV- reklamerne har betydning for spillet. F.eks. skal der i NFL, National Football League, i USA og andre ligaer være et bestemt antal reklamepauser.
Det er blevet sådan, at TV- dækning er vanvittigt afgørende for sporten, og det giver sig også udslag i sendetider, så flest muligt kan følge f.eks. Tour de France hver dag efter arbejdstid. De ting er slet ikke tilfældige. Men på den anden side tilgodeser det jo også de interesserede seere. Så man kan godt sige, at de diverse interesser fletter fingre.
Også positive værdier
At kynisk profitjagt har overtaget sporten, sagde sportsøkonom Troels Troelsen allerede for længe siden. Han udtalte, at “amerikansk wrestling er nok den eneste ærlige sport, jeg kender, for der ved alle, at det er fup”. Og ”når Formel 1 er stort i Brasilien, skal der gerne være en brasilianer i Top 5.
Danmark er et lille marked for Formel 1, så de havde ikke meget ud af det, hvis Tom Kristensen (der ikke kører mere) lå øverst”. Men også alle de store cykelløb som det nævnte Tour de France, og også Vuelta a España og Giro d’Italia, er privatejede ligesom Formel 1. Derfor er profitbegæret med til at forme sportsverdenen.
At sport er så populært og profitabelt har betydet, at man i de senere år har talt om en decideret sportsøkonomi. Elitesportens betydning for samfundet og for borgerne har ikke overraskende skabt store positive værdier for almenvellet. Ikke kun for dem, der gerne betaler for at forbruge sport, men også for mange andre. Sport er generelt værdsat.
Men en del af eliteidrætten har svære markedsvilkår, selv om de skaber rigtig mange ekstraoplevelser for en masse mennesker for offentlige støttepenge. Det kan være i form af olympiske medaljer til Danmark eller andre trofæer. Derfor mener nogle, at den offentlige støtte bør fordeles meget bedre ud til f.eks. sejlsport, svømning og atletik, hvor Danmark ellers plejer at være i medaljerække.
Idræt skaber udvikling
Jo, pengene spiller en stor rolle i sport. På det helt store plan verden over, hvor profit fylder rigtig meget, men også på det lille plan: Det, der hedder økonomisk tilskud til borgernes sport- og fritidsaktiviteter fra de 98 danske kommuner. At de sidste år planlagde at bruge 1235 kroner pr. borger (og formentlig også gjorde det) lyder måske ikke af så meget, men det er en stigning. De kommunale tilskud betyder meget for ikke bare det høje aktivitetsniveau i idrætsforeningerne landet over, men også for udviklingen i de små byer.
Foreningslivet er vigtigt, for det gør også de mindre lokalsamfund mere attraktive for f.eks. boligsøgende og da ikke mindst for dem, der allerede bor der. Sports- og fritidsaktiviteter er stadig virkelig populært blandt børn, unge og faktisk hele familien. Også selv om der ikke er penge i det!
Fan-fanatisme
Nogle mener, at elitesporten har skabt kedelige biprodukter. Med det mener de den mere ekstreme fankultur i især fodbold- hooliganisme (men heldigvis også roliganisme). Er det meningen, at samfundet skal betale de store udgifter, der er til at rydde op, når fodboldbøller har hærget? Når nu fodboldklubberne tjener masser af penge.
Men er det klubbernes skyld, at denne subkultur er skabt? Eller ville bøllerne hærge alligevel? Er samfundet bare sådan? Det er nok svært at analysere nærmere, men måske er det fair at antage, at profitjagende eliteklubber gør meget ud af at skabe loyal kundebaser i form af fans. Og derfor er med til at skabe grobund for fanatisme og absolut overdreven loyalitet.
Money, money, money
Must be funny in the rich man’s world … ABBA-sangens refræn bliver nok aldrig glemt. Teksten er kun blevet mere relevant, og hvem har ikke drømt om at blive rig og kunne gøre alt det, man har lyst til? Er man et kæmpestort tennistalent som Caroline Wozniacki eller megatalentfuld håndboldspiller som Mikkel Hansen, er det klart, at man vil arbejde for det.
Og kommer man til at tjene mange penge på det, så gør det da heller ikke noget. Mange drenge og piger drømmer selvfølgelig om at blive sportsstjerner, og en del danskere er efterhånden blevet det i bl.a. canadisk ishockey, amerikansk football, i europæiske fodbold- og håndboldklubber etc.
Beskidt profit
Men penge og profit for enhver pris. Nej tak. Som man kunne læse i en artikel i webmagasinet zetland.dk, så er der også noget, der hedder beskidte penge. De skrev: ”Hvad stiller vi op med det faktum, at der til tidens topfodbold klæber sig alskens forfærdeligheder: Menneskerettighedsbrud, systematisk korruption og lusket propagandavirksomhed? Altså ikke bare almindelig flosset moral, som stort set al sport til alle tider på både godt og ondt har været kendetegnet ved. Men direkte diktatoriske regimers magtudøvelse”
Rige mænd med fattig moral investerer i fodboldklubber, cykelsport og meget andet, og FIFA vælger at placere VM-slutrunden i 2022 i diktaturet (og måske verdens rigeste land) Qatar. Dagbladet Information skrev dengang, at ”det er det mest opsigtsvækkende eksempel på, hvordan en lille magtfuldkommen elite i årevis har drevet international fodbold som en bananrepublik. De seneste tre VM-slutrunder har været afholdt i hhv. Rusland, Brasilien og Sydafrika, der alle er plaget af korruption og manglende respekt for menneskerettighederne. Man bør kritisere men også
anerkende, at det er store lande med væsentlige fodboldkulturer. Men det har Qatar ikke. Landet ligger midt i den arabiske ørken, hvor der er alt for varmt til at spille fodbold om sommeren”.
Så man spiller da bare VM-slutrunden om vinteren. Det er så første gang, det sker.
Læs også: derfor er fodbold den mest populære sport.
